Vores fælles natur bliver brugt som losseplads - og det kræver mere end vrede ord at ændre

Sjællandske Nyheder mener

Anne WIttorff, nyhedschef

Anne WIttorff, nyhedschef

Foto: Foto: Thomas Olsen

Som borger kan man med rette føle sig dum, når man nidkært affaldssorterer og har op mod ti kvadratmeter assorterede skraldespande stående i indkørslen, mens der samtidig læsses jord med kloakrør, ledninger og murbrokker ud på historiske naturområder.

  • Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

Det er præcis den nedslående situation TV 2 beskriver i en ny dokumentar. Allerede tilbage i december 2024 tog redaktionen en ekspert med ud på en mark ved Esromgaard Gods i Gribskov Kommune. Her kunne det konstateres, at der var spredt store mængder byggeaffald ud over marken. Sagen er nu endt i Miljøklagenævnet.

Men sagen står langt fra alene.

I 2021 blev transportvirksomheden SCT, dømt for at læsse 788 ton byggeaffald i Hellebæk Kohave. Området i Hellebæk Kohave er planlagt som en del af en ny naturnationalpark. Det er i øvrigt samme virksomhed, der ifølge ejeren har stået for at ‘tippe jord’ ved Esromgaard Gods.

Men problemet er langt større end den enkelte virksomhed.

De seneste år har vi blandt andet beskrevet, hvordan store mængder forurenet jord blev læsset af på et markareal ved Tessebølle nær Herfølge.

Mønstret er tydeligt. Vores fælles natur bliver brugt som losseplads.

Det er en “dybt skuffet” Magnus Heunicke, der kommenterer på de nye oplysninger. Men det er tid til, at skuffelsen afløses af handling. For sagen handler ikke kun om enkelte virksomheder, der tilsidesætter både juridisk og moralsk ansvar. Den handler også om et politisk system, der igen og igen har vist sig for naivt i mødet med store aktører.

Da sagen om Hellebæk Kohave kørte i retten, kom det frem, at SCT’s anslåede besparelse var tre gange større end den bødestraf firmaet endte med at få.

788 ton byggeaffald og gentagne overtrædelser i Hellebæk Kohave kostede en bøde på 100.000 kroner.

Og det er vel svært at forestille sig, at en virksomhed, der i 2024 havde et overskud på mere end 47 millioner kroner, tager særlig notits af en bøde af den størrelse.

Derfor er beskeden til politikerne klar. Hvis vi vil passe på vores jord, kræver det mere end gode hensigter og vrede udtalelser. Det kræver konsekvenser, der kan mærkes. Også for dem med de største maskiner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...