Skuffelsen fylder hos Pernille efter kold skulder fra vælgerne

Vælgerne i Hørsholm har vendt ryggen til Moderaterne, og nu skal spidskandidat Pernille Schnoor have tid til at tænke over fremtiden.

Ingen valgfest til Pernille Schnoor og Moderaterne, der kun mønstrede 157 stemmer i Hørsholm ved kommunalvalget. Nu har hun brug for at tænke over sin fremtid i politik.

Ingen valgfest til Pernille Schnoor og Moderaterne, der kun mønstrede 157 stemmer i Hørsholm ved kommunalvalget. Nu har hun brug for at tænke over sin fremtid i politik.

Foto: Morten Timm

- Hvis ikke... så bliver det et farvel og tak til politik fra mig...

Bemærkningen falder allerede tidligt på valgaftenen, da Moderaternes spidskandidat Pernille Schnoor kan læse skriften på skærmen, når de første stemmetal tikker ind.

Hun har pustet lilla balloner op for at gøre partiets bord i valgcaféen festlig.

Den Korte Version
  • Pernille Schnoor oplever skuffelse efter vælgerne i Hørsholm vender ryggen til Moderaterne.
  • Kun 157 stemmer blev givet til Moderaterne i Hørsholm, hvoraf 97 var personlige stemmer til Schnoor.
  • Schnoor har tidligere skiftet parti flere gange, hvilket ifølge forsker Roger Buch kan straffe politikere ved valg.
  • Schnoor udtrykker stolthed over sin kampagne, men er skuffet over det samlede valgresultat.
  • Hun overvejer nu sin politiske fremtid og ønsker tid til at reflektere over næste skridt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Nedtur og hjem

I overført betydning fiser gassen hurtigt ud af dem. Vælgerne i Hørsholm går nemlig en stor bue udenom liste M. 

Kun 157 kryds bliver der sat ved Lars Løkkes regeringsparti i Hørsholm - og selvom de 97 tilfalder Pernille Schnoor personligt, er det kun en ringe trøst. Hun er meget langt fra at opnå valg.

- Jeg er da meget ærgerlig. Jeg synes, at jeg har kæmpet for både børn og ældre, og det er jeg ikke blevet belønnet for. Hvilket jeg er ked af. Nu er det slut med politik for mit vedkommende, lyder det fra en tydelig skuffet Pernille Schnoor, da hun forlader valgcaféen på rådhuset, længe før det endelig valgresultat er på plads. 

Senere på valgnatten sender den 58-årige Pernille Schnoor, en sms med ordlyden:

- Det er et utilfredsstillende resultat. Og set i lyset af at jeg har kæmpet stort set alene og at Moderaterne på landsplan ikke har fået et godt valg, er jeg stolt af de personlige stemmer, jeg har fået, og den valgkampagne jeg har ført - og taknemmelig for dem, der har stemt på mig.

Flere partihop

Pernille Schnoor stillede første gang op ved kommunalvalget i Hørsholm i 2009. Som kandidat for Socialdemokratiet overraskede hun alle ved få flere stemmer end partiets spidskandidat Klaus Ebbesen og blive valgt for næsen af ham. Hun var formand for Børne- og Skoleudvalget, og i 2013 præsterede hun et fantastisk valg med imponerende 742 personlige stemmer.

Samtidig blev hun partiets folketingskandidat i Helsingørkredsen, og i juni 2015 var der gevinst. Hun blev valgt ind på Borgen. Det betød dog kort efter, at hun måtte træde ud af Hørsholm Kommunalbestyrelse på grund af  dobbeltmandatet.

Efter mindre end et år på Borgen forlod hun Socialdemokratiets gruppe og meldte sig ind hos Alternativet. Festen sluttede dog ved folketingsvalget i 2019, hvor hun ikke blev genvalgt.

I flere år var der i politisk sammenhæng stille omkring Pernille Schnoor, indtil hun ved EU-parlamentsvalget i 2023  opstillede for Radikale.

I foråret 2025 prøvede hun at blive opstillet som radikal kandidat i Hørsholm til KV25, men fik ikke medlemsstemmer nok.

Nogle måneder senere meldte hun sig ind hos Moderaterne i Hørsholm, som længe havde været et åbent spørgsmål.

Tid til at tænke

Da vi nu en lille uge efter valget igen taler med Pernille Schnoor, er hun ikke længere, så kategorisk som sin udmelding på valgnatten.

- Nu skal jeg have noget tid til at tænke over tingene - og hvad jeg politisk skal i fremtiden. Jeg er virkelig skuffet over ikke at blive valgt ind. Jeg kan stå på mål for den politik, jeg har lagt frem. Og da jeg sagde det på valgaften, vidste jeg jo ikke, at det gik dårligt for Moderaterne på landsplan - og det af den årsag ville være helt umuligt for mig at blive valgt ind med personlige stemmer, fortæller Pernille Schnoor til Sjællandske Nyheder.

Hun er samtidig dødtræt af, at der stadig er fokus på hendes partihop efter så mange år. 

- Det har jeg ingen kommentarer, hvis det er den artikel, du vil skrive, fastslår hun.

Ved folketingsvalget i 2022 satte 2.250 Hørsholmborgerne deres kryds ved Moderaterne, svarende til 13,9 procent af de afgivne stemmer. 

Læs også

 

Det bliver straffet

Ifølge Roger Buch, forsker i kommunalpolitik, så straffer vælgerne i de fleste tilfælde de politikere, der skifter parti under en valgperiode, benhårdt.

Han peger dog også på, at der er partihoppere, som opnår flotte resultater, når de har skiftet parti.

- Hvis man skifter over til et andet parti og stiller op for det, så halverer man chancen for genvalg. Det koster altså noget. Det er ikke gratis at skifte parti i forhold til de, der genopstiller for det samme parti, som de tidligere er valgt for - de har jo en meget stor chance for at blive genvalgt, siger Roger Buch til Sjællandske Nyheder.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...