Konstitueringspartierne har formandsposterne på plads

De fire nye konstitueringsvenner i Hørsholm har fordelt formandsposterne i fagudvalgene mellem sig.

Hørsholms borgmester hedder de næste fire år Morten Slotved (K).

Hørsholms borgmester hedder de næste fire år Morten Slotved (K).

Foto: Morten Timm

Ud på de sene nattetimer efter en langstrakt valgaften og -nat er de fire nye konstitueringspartier i Hørsholm - Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet med i alt 14 mandater - hurtigt blevet enige om fordelingen af udvalgsformandsposter.

Morten Slotved fik som nævnt i vores valgblog genvalg som borgmester og kan 1. januar tage hul på sin femte periode som byens førstemand. 

Ny viceborgmester bliver LAs spidskandidat Bent Christensen, der afløser Henrik Klitgaard fra Borgerlisten, mens Venstres Ann Lindhardt beholder sin 2. viceborgmesterpost.

Konservative Maj Allin Thorup får endnu en periode som formand for Børne- og Skoleudvalget. Det samme gør partifællen Charlotte Kirchheiner som formand for Byudviklingsudvalget.

Socialdemokratiets Marcus Guldager beholder også sin formandspost i Klima og Miljøudvalget.

Annette Wiencken, Konservative, skifter i den nye valgperiode til formand for Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget, hvor hun overtager posten fra Caroline Victoria Christensen (S), der ikke blev genvalgt.

Ann Lindhardt fra Venstre bliver ny formand for Social- og Seniorudvalget, som hun overtager fra Annette Wiencken. 

Ny formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget er Maria Dahl fra Liberal Alliance. En post hun overtager fra Borgerlistens Henrik Klitgaard.

Endelig skal Venstres Ann Lindhardt også være formand for Børne- og Ungeudvalget, som bl.a. behandler tvangsfjernelser.

Næstformandsposterne i fagudvalgene og de menige udvalgsposterne er ikke blevet fordelt endnu.

Læs også

  

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...