Reddet på målstregen af S - er det sidste runde for Gruelund og SocialKonservative?

Thorkild Gruelund sikrede sig endnu en periode i Hørsholm Kommunalbestyrelse med hjælp fra S. Hans niende i træk. Læs hans svar på om det var sidste gang, han stillede op.

Thorkild Gruelund runder 78 år, inden den nyvalgte kommunalbestyrelse træder sammen 1. januar, og kommer med et kryptisk svar på, om det var hans sidste valg.

Thorkild Gruelund runder 78 år, inden den nyvalgte kommunalbestyrelse træder sammen 1. januar, og kommer med et kryptisk svar på, om det var hans sidste valg.

Foto: Morten Timm

Han har siddet 32 år i Hørsholm Kommunalbestyrelse og fik i tirsdags vælgernes velsignelse til endnu fire år til, omend mandatet blev reddet og betalt med en del Socialdemokratiske stemmer fra deres fælles valgforbund.

77-årige Thorkild Gruelund kan fra nytår tage hul på sin niende valgperiode i træk - og den anden i spidsen for sin egen liste, SocialKonservative. Ingen andre har været med i lokalpolitik i Hørsholm så længe.

Han erkender blankt, at det ikke var helt så flot som ved forrige valg.

- Der var flere lister og mange, der skulle have sympatistemmer denne gang, både Henrik Klitgaard fra Borgerlisten og Anne Ehrenreich. Det synes jeg er velfortjent, men der var der ikke helt så mange tilbage til mig - og jeg fik jo sympatistemmerne for fire år siden, fortæller Thorkild Gruelund efter at have brugt fem-seks timer på at tage valgplakater ned.

Vælgere døde

- Jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg henvender mig til de ældre medborgere, og der er desværre nogen af dem, der er døde over de fire år, tilføjer han som forklaring på, at KV25 ikke blev samme succes.

Hvor liste Q ved valget i 2021 fik 838 stemmer, heraf 539 personlige på Thorkild Gruelund, der selv sikrede sit eget mandat, så skulle denne gang altså hjælp til. SocialKonservative i Hørsholm mistede nemlig 205 stemmer og nåede 'kun' 633. Gruelund måtte også personligt noterer sig en tilbagegang, da det blev 457 personlige stemmer. Et tab på 82 personlige stemmer.

- Men jeg er faktisk vældig godt tilfreds med resultatet og havde heller ikke sat forventningerne så højt, tilføjer han.

Men hvad med fremtiden. Er det din sidste periode? I så fald vil du jo være 82 år i 2029?

- Jeg vil jo selvfølgelig gerne sidde i 40 år og modtage  en fortjenestemedalje af kongen. Men nu har jeg det også sådan, at hvis jeg får lov at sidde i 36 år (læs: lever så længe), så er det jo også meget pænt, lyder det fra kommunalbestyrelsens nestor.

Så bliver man ligegyldig

Selvom hustruen Anne dagen efter valget sagde, at det gør vi ikke igen, vil han ikke selv slå sømmene i kisten. For det har været hans liv og hobby siden han blev ind for De Konservative i 1994.

- En politiker, der meddeler, at han stopper, bliver jo inderligt ligegyldig. Og jeg kan sagtens tage en valgperiode mere. Det eneste, det kræver er, at jeg lever, og vælgerne naturligvis stemmer mig ind.

Men hvem er kronprins eller kronprinsesse hos SocialKonservative i Hørsholm?

- Det ved jeg ikke. Altså, jeg ved kun, hvem der er førstesuppleant, og det er Mogens Buch-Larsen. Og det er jo en svaghed ved et lille parti og som er bygget så meget op omkring min person. Så nej, det ved jeg ikke, erkender Thorkild Gruelund, der dog gerne vil sende en tak til de mange borgere, der har stemt på SocialKonservative.

Søsterlisten i Fredensborg Kommune, Fredensborg SocialKonservative klarede imidlertid ikke 'spærregrænsen', og ingen af de to erfarne byrådspolitikere Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquières (begge tidligere Konservative) var i nærheden af et genvalg.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...