Overskrifterne for det politiske program var få, men slagkraftige, da partierne bag den nye konstitueringsaftale omkring klokken 02.00 natten til onsdag stillede sig frem foran en frådende presse. Nu kan parterne bag løfte sløret for mere af det indhold, de nu politisk samles om i de kommende fire år.
- Den nye konstitueringsaftale præsenterer en ny udvalgsstruktur med færre udvalg og fokus på effektivisering.
- Partierne bag aftalen prioriterer borgerinddragelse, gennemsigtighed og en stærkere økonomi for bedre velfærd.
- Der er fokus på børn, unge, ældre og sundhed med nye initiativer for trivsel og bedre pleje.
- Boligudvikling, kriminalitetsbekæmpelse og erhvervsfremme er centrale temaer i den nye politiske dagsorden.
- Kultur- og idrætslivet styrkes med planer om et nyt kulturhus og frivillighedshus, mens energiparken standses.
Med i konstitueringen er Venstre (ni mandater), Konservative (fire), SF (tre), Dansk Folkeparti (to), Liberal Alliance (ét) og Corona Camping Listen (ét).
Udvalgsstrukturen bliver som følger:
Økonomiudvalget:
Formand: Borgmester
Næstformand: Anders Gøthe (LA)
Teknik- og Ejendomsudvalget:
Formand: Anders Gøthe (LA)
Næstformand: Thomas Kampmann (K)
Kultur- og Idrætsudvalget:
Formand: Kirsten Larsen (K)
Næstformand: Ali Yahya (SF)
Ældre- og Sundhedsudvalget:
Formand: Tanja Gluckstadt (DF)
Næstformand: Josefine Paaske (V)
Social- og Beskæftigelsesudvalget:
Formand : Susanne Farnø (CL)
Næstformand: Mette W. Bode (V)
Børn-, Unge og Skoleudvalget:
Formand: Jan B. Larsen (V)
Næstformand: Cecilie Friis Parsow (K)
Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget:
Formand: Ulrik Sejersdal Nielsen (V)
Næstformand: Tanja Gluckstadt (DF)
Partierne kunne i en fælles pressemeddelelse torsdag aften oplyse, at man opretter "en ny udvalgsstruktur samt administrationsstruktur med henblik på at smidiggøre og effektivisere arbejdsgangene på rådhuset og blandt borgere og virksomheder."
- En kommune har mangeartede opgaver, og langt de fleste forløber heldigvis godt. Men vi skal også acceptere, at der indimellem vil ske fejl. I forhold til tidligere ønsker vi at lære af disse og se fremad. Kun sådan kan vi blive bedre og drive en dygtig, visionær kommune med fokus på borgerne i centrum og hurtige, fleksible løsninger, skriver partierne blandt andet og tilføjer videre, at "for forligskredsen er borgerinddragelse og gennemsigtighed en vigtig parameter for et levende demokrati, skriver man.

Færre udvalg
Med konstitueringen indføres en ny udvalgsstruktur, som skal reducere finansieringen til udvalgene med 25 procent. Den finansiering går så til "flere midlertidige opgaveudvalg nedsat med hverdagens specialister samt pårørende. Dem, som har udfordringerne tættest på," skriver partierne og uddyber:
- De midlertidige opgaveudvalg får til opgave at løse konkrete problemstillinger inden for en given tidsramme med fokus på forbedring af konkrete forhold og udfordringer. Forligskredsen opretter også et landdistriktsudvalg og et grønt udvalg med henblik på at arbejde med landdistrikternes strukturelle bekymringer samt udfordringer. Hernæst et grønt udvalg, der får ansvaret for en progressiv tilgang til bæredygtighed samt udvikling af vedvarende energi, lyder det i pressemeddelelsen.
Børn-, unge- og skoleområdet med klar opgave
Første opgaveudvalg får til opgave at arbejde med udfordringen omkring børn og unge, der mistrives.
- Mange børn har brug for støtte samt hjælp, og partierne ønsker at undersøge samt finde konkrete initiativer og værktøjer til at komme et bedre sted hen end vi er i dag, oplyser man og fortsætter:
- Kommunens dagpleje skal faciliteres. Vi er afhængige af engagerede og dygtige dagplejere, som kan varetage den vigtige opgave at passe på børn. Mange børn har brug for en rolig start på livet, og her spiller dagplejerne en væsentlig rolle. Vores skoler skal have et større fokus end i dag. Forligskredsen vil se på, hvordan man kan sikre bedre plads til ro og fordybelse i timerne, herunder færre elever i klasserne samt to-lærer ordninger, skriver man og tilføjer, at man desuden vil arbejde for en bedre sikkerhed for søskendegaranti i skolerne.
Ældre- og sundhed:
Også på ældre- og sundhedsområdet er der en ny formand i spidsen; her er der tale om Tanja Glückstadt (DF). Om de forestående indsatser lyder det fra konstitueringspartierne:
- Forligskredsen føler en stærk forpligtelse for vores ældre og seniorer. Når man har bidraget til samfundet et helt arbejdsliv og betalt sin skat, skal man også kunne forvente gode forhold, når man når alderdommen og seniorlivet. Hjemmeplejen skal have fokus, så de fremover får bedre tid, når de besøger vores ældre. Der skal være mere tid til den enkelte borger, og den mentale sundhed skal prioriteres. Der skal prioriteres tid til samtaler – en kop kaffe – som kan gøre ældre trygge i eget hjem og virke forebyggende, skriver man om ældre- og sundhedsområdet.
Videre lyder det:
- Der vil blive arbejdet med plejehjemsstrukturer, frisættelse og lokalplejehjem. Det er også en ambition at etablere nye boliger i lokalområderne, hvor de ældre er trygge og har socialt netværk, og gerne i form af bofællesskaber. Der skal undersøges for brug af velfærdsteknologi inden for ældreområdet, så det gavner den ældre og personalet. Sagen om robotstøvsugere skal genbesøges, og ordningen søges at blive gjort frivillig, skriver partierne.

Besparelser venter
Partierne bag konstitueringen agter desuden at prioritere ønsket om, at "vores ældre og vores børn får bedre velfærd end i dag."
- Derfor vil forligskredsen snarest lave et kassetjek af kommunens økonomi med henblik på et overblik over kommunens robusthed til fremtidens velfærd. Økonomien er fundamentet for en god velfærd. Økonomien har været svingende i mange år. Forligskredsen har en ambition om at få rettet op på økonomien og få styrket den over tid, skriver man og fortsætter:
- Forligskredsen ønsker at skabe et overblik over de mange tvister/retssager, kommunen har mod borgere og virksomheder. Køge Kommune har via en systemtankegang igennem mange år iværksat mange retssager mod borgere og virksomheder – hvilket har kostet skatteyderne mange penge. Det vil forligskredsen afdække yderligere, således tvister søges løst via dialog og kun i yderste konsekvens ender i retten, lyder det fra partierne.
Flere parcelhusområder
På boligudviklingsområdet spiller man også ind med nye visioner.
- Forligskredsen ønsker fokus på flere ældre- og seniorboliger i vores kommune og lokalsamfund. Samtidig står boliger til børnefamilier i form af flere parcel- og rækkehusområder højt på listen. Vores studerende og unge mennesker mangler også boliger, og tanken om andelsboliger er også til stede i forligskredsen, skriver partierne og vender tilbage til landdistriktsudvalget:
- Der oprettes et landdistriktsudvalg med henblik på varetagelse af landdistrikternes strukturelle udfordringer. Formålet er en bedre koordinering mellem fællesudfordringer for vores byer og landdistrikter med henblik på fælles løsninger, lyder det i pressemeddelelsen.
Kriminalitet og tryghed
Videre lyder det om kriminalitet og tryghed:
- Forligskredsen ønsker, at organiserede kriminelle ikke skal kunne modtage offentlige ydelser, medmindre man er i arbejde eller i uddannelse. Hvis man ikke møder på arbejde, uddannelse eller jobcenter, fratages forsørgelsen for den pågældende dag. Dette er set med succes i andre kommuner. Forligskredsen ønsker at iværksætte en tryghedspakke for borgerne. Herunder oprette en vagtpatrulje på særlige ugedage samt særlige tidspunkter og arbejde for midlertidig videoovervågning i særlige områder.
På erhvervsområdet sker der ligeledes nye ting:
- Forligskredsen er optaget af, i samarbejde med det lokale erhvervsliv, at skabe en fremtidssikret, inspirerende og levende bymidte med sjæl og puls i hele kommunen. Derfor vil et opgaveudvalg få til opgave, i samarbejde med lokale aktører som erhvervsliv, handlende, beboere samt handelsstandsforeningerne, at udfærdige en plan for fremtidens handelsliv i hele kommunen, lyder det i pressemeddelelsen, hvor man fortsætter:
- Nedbringelse af byggesagsbehandlingstider samt en fleksibel og effektiv tilgang til “kunderne” vil have højt fokus for forligskredsen. Vores erhvervsliv og borgere efterspørger dialog og smidighed hos kommunen. Det har stort fokus for partierne i forligskredsen at levere på dette. I forbindelse med styrkelsen af en indgang for erhvervslivet ønskes oprettet one-stop-shop i et kommende erhvervshus. Her kan virksomhederne henvende sig med alt, hvad der vedrører udvikling og vækst af deres forretning. Sunde virksomheder skaber sunde arbejdspladser og hermed flere indtægter til vores fælles velfærd, skriver man.
Der er desuden en vision om, at man skal være mere fleksible i kontakten med virksomhederne:
- Køge Kommune har mange ældre erhvervsområder. Virksomhedernes behov ændrer sig, ligesom samfundets behov ændrer sig. Derfor er forligskredsen enige om at se på vores eksisterende erhvervsarealer og muligheden for omdannelse af disse. Køge Kommunes økonomi har tidligere været begunstiget af jordsalg. Derfor står nye erhvervsarealer til fremtidens erhverv på listen over prioriterede opgaver, skriver partierne.

Kultur- og idræt med ny formand
I spidsen for kultur- og idrætsområdet kommer Kirsten Larsen (K), og generelt vil man arbejde for "en levende og aktiv kultur- og idrætsliv i hele kommunen."
- For forligskredsen er fællesskaberne helt afgørende. Det er her, vi mødes efter arbejde og uddannelse på tværs af køn, alder, politisk overbevisning samt religion. Fællesskaberne er limen i vores samfund – det, der binder os sammen i en verden, hvor der er nok, der splitter os. Derfor er forligskredsen enige om at prioritere kultur- og idrætslivet i hele kommunen. Der ønskes et kulturhus finansieret ved fonde eller i OPP (Offentligt Privat Partnerskab) med mulighed for en koncertsal, bibliotek, symfoniorkester, udstillinger, restaurant eller lignende, som skal sætte hele kommunen på landkortet. Som regionalt spillested vil vi gerne leve op til ambitionen om at kunne tiltrække større kunstnere end i dag – hvilket udviklingen af Collstropgrunden med nyt kulturhus, eventuelt hotel, indkøb med videre ville kunne facilitere, skriver man og nævner desuden et frivillighedshus.
- Det er vigtigt for forligspartierne. Et sted, hvor frivillige kan komme og få hjælp til deres respektive frivillige foreningsarbejde. Frivillighedshus skal være et tilbud for at styrke alle vores frivillige ildsjæle i deres arbejde med foreningslivet.
Energiparken standses
Sidst, men bestemt ikke mindst har plan- og teknikområdet fyldt meget. Herunder den stærkt omstridte Vallø Energipark:
- Forligskredsen vil standse Vallø Energipark og se på alternative muligheder. Første skridt bliver, i samarbejde med private, at se potentialet for, hvor kommunen kan opsætte solceller på kommunale bygninger. Forligskredsen vil også undersøge muligheden for lagring af strøm, så vindmøller på havet ikke sættes i stå om natten – men i stedet lagres og kan anvendes døgnet rundt ved behov, skriver man og fortsætter om parkering:
- Forligspartierne vil hurtigst muligt, i samarbejde med private aktører, arbejde på indførelse af to timers gratis parkering i Køge midtby samt ensretning af parkeringsreglerne. Forhåbningen er at få så mange p-arealer som muligt med, så de private p-pladser og kommunens kan fremstå som ens. Hernæst vil forligspartierne med det samme kigge på området omkring Bjergstien, hvor både private og kommunale p-arealer ligger side om side, og skiltning samt afmærkning virker uoverskuelig, lyder det:
Også posthusgrunden på Jernstøbervænget er med i den nye konstitueringsaftale:
- Der ønskes fra forligskredsen en plan for området ved den gamle posthusgrund. Området skal udvikles i samarbejde med ejerne til en dagligvarebutik samt ældre- og seniorboliger eller ungdomsboliger i tilknytning dertil, lyder det.
Også Corona Camping er selvsagt nævnt:
- Forligskredsen har en ambition om, at der findes en løsning for Corona Camping. Mens arbejdet for en løsning indenfor lovgivningen pågår, sættes sagen om Corona Camping i bero, skriver man, men også støj i Køge Nord og Herfølge Bjergby er temaer:
- Forligskredsen ønsker at genbesøge sagen omkring støj ved Køge Nord og alle de mange villaer i området. Der er brug for et overblik over, hvad det kræver at sikre området for støj. I Herfølge Bjergby ønskes en underføring ved jernbanen etableret i sammenhæng med en videreudvikling af helhedsplanen for området med henblik på at tiltrække børnefamilier og skabe attraktive områder for ældre og seniorer, skriver man og afslutter med offentlig transport:
- Forligspartierne ønsker en styrkelse af offentlig transport og herunder et ekstra spor mellem Køge og Ølby, hvilket vil kunne forbedre timedriften med endnu flere afgange fra både Herfølge og Køge mod København og retur. Det kræver dialog med andre aktører, lyder det fra parterne i den nye flertalsgruppen.