To borgmesterkandidater i spil inden for fem minutter - se reaktionerne her

Det blev en dramatisk aften og nat på Furesø Rådhus. De Radikale løb ind og ud af forhandlingslokaler, men det faldt ikke ud til deres fordel.

Efter en lang nat med intense forhandlinger, kunne Venstres Nicolai Bechfeldt kalde sig ny borgmester i Furesø Kommune. Med Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten i ryggen, blev en ny konstituering skabt.

Den Korte Version
  • Nicolai Bechfeldt fra Venstre blev ny borgmester i Furesø Kommune efter intense forhandlinger.
  • Bechfeldt fik støtte fra Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten.
  • Tine Hessner fra Radikale Venstre udtrykte skuffelse over udfaldet og Bechfeldts manglende byrådserfaring.
  • Ole Bondo Christensen fra Socialdemokratiet takkede af efter 16 år som borgmester.
  • Bondo ser frem til mere tid med familien og personlige interesser efter sin afgang.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det var en ydmyg Nicolai Bechfeldt, Sjællandske Nyheder talte med klokken 06.20 i morges -efter præsentationen af konstitueringen.

- Jeg er enormt ydmyg over det, jeg skal ind i nu. Jeg glæder mig over, at der er meget erfaring i den her konstituering. Jeg ville ikke have stillet op, hvis jeg ikke følte, at det var en post, jeg var klar til at tage, siger Furesø Kommunes nye borgmester.

Havde du forventet at blive borgmester?

- Det var svært at forvente noget, når vi fra Venstre stiller med et helt nyt hold (Markus Jin og Morten Flindt, red.), så vi har selvfølgelig haft sommerfugle i maven helt indtil valgresultatet kom, siger Nicolai Bechfeldt.

Tine Hessner (R) tydeligt skuffet og berørt

At Nicolai Bechfeldt nu kan kalde sig borgmester, var ikke lige det, Radikale Venstre havde håbet, fortæller partiets spidskandidat Tine Hessner.

- Jeg er i tvivl om, det der sker, er det bedste for Furesø, siger Tine Hessner, der udtrykker bekymring over, at Nicolai Bechfeldt ingen byårdserfaring har.

Blot få minutter før Nicolai Bechfeldt udråbte sig selv som borgmester, var papirerne, bogstavlig talt, ved at blive printet til en konstituering mellem Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Radikale Venstre.

Læs også

Lars Carstensen (K) var næsten sikker på, at det var ham, der skulle overtage borgmesterkæden, men sådan gik det som bekendt ikke.

Tine Hessner føler sig 'røvrendt', fortæller hun til Sjællandske Nyheder.

De Radikales Tine Hessner stod ellers til at blive nattens dronningemager, der kunne afgøre udfaldet. Hun forsøgte også at få Socialdemokratiet og De Konservative til at pege på hende som borgmester.

- Hverken Ole (Bondo Christensen, red.) eller Lars (Carstensen) ville åbenbart have en kvindelig borgmester, mente hun.

Bykongen takker af

Det er hermed blevet et farvel til den socialdemokratiske bykonge, Ole Bondo Christensen (S), der efter 16 år på posten nu må give borgmesterkæden videre.

Hvordan har du det med, at du må overdrage borgmesterkæden til Venstre?

- Sådan er det. Det var det, vi kunne finde ud af i aften, og det synes jeg sådan set er fair nok, siger han og fortsætter:

- Jeg har haft 16 rigtig dejlige år som borgmester, og nu er der en anden, der tager stafetten.

Den afgående borgmester fortsætter dog i byrådet, hvor han vil fortsætte sit arbejde. Men han ser dog også frem til, at få lidt mere tid mellem hænderne.

- Meningen med mit liv er ikke at være borgmester. Det er at leve et godt liv med mine børn og børnebørn. Jeg glæder mig til at bruge mere tid i min køkkenhave, med mine bier og mine børnebørn. Og så har jeg også et maraton i foråret, jeg skal træne op til, så der bliver masser at se til, siger Ole Bondo Christensen.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...