Det var en vild udvikling på Furesø Rådhus i Værløse i de tidlige morgentimer onsdag, der sikrede Venstres Nicolai Bechfeldt borgmesterposten. Enhedslistens Øjvind Vilsholm var en af aktørerne og giver her sin udlægning af de dramatiske konstitueringsforhandlinger.
- Følg valgets resultater i din kommune
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
- Det var helt crazy, men for os tænker jeg, at resultatet var det bedst opnåelige, siger Øjvind Vilsholm, der som spidskandidat fik Enhedslistens ene mandat i byrådet i denne omgang - en tilbagegang fra to mandater.
Han fortæller, at han brugte det meste af forhandlingerne sammen med Socialdemokratiet og SF, og at de til det sidste forsøgte at få de radikale med på vognen med Ole Bondo Christensen (S) som borgmester.
- Vi havde håbet på en aftale med R, SF og S, men det var de radikale ikke interesserede i. De havde en aftale på plads med blå blok, og da vi kunne se, hvor det bar hen, lagde vi en føler ud til Venstre, der bed på, siger Øjvind Vilsholm.
Kort tid før Nicolai Bechfeldt annoncerede, at han blev borgmester, havde de konservatives Lars Carstensen offentliggjort en konstitueringsaftale, der gjorde ham til borgmester med støtte fra V, R og LA. Den var bare ikke underskrevet.
- Vi sad med SF og S og snakkede om, hvad vi kunne gøre. Vi blev ved med at prøve R, og det kunne vi ikke, så måtte vi tage, hvad vi kunne få, siger Øjvind Vilsholm, der også fortæller, at Liberal Alliances ene mandat ved Robert Mørck fulgte med over i den nye konstituering sammen med Venstre.
Enhedslisten er jo ikke normalt kendt for at samarbejde med borgerlige partier. Hvorfor gik i med i konstitueringen?
- For os stod valget mellem en Venstreborgmester eller en Konservativ. Det var spørgsmålet om indflydelse eller ren opposition. Vi valgte, som vi gjorde, fordi vi gerne vil have indflydelse og fordi, vi gerne vil levere noget for de stemmer, vi har fået, siger Øjvind Vilsholm.