Mazlum ude af politik: - Det er en lettelse

Efter otte år i Ringsted Byråd må Venstres Mazlum Øz forlade kommunalpolitik, efter at han ikke opnåede genvalg som følge af partiets store nederlag.

Venstres Mazlum Øz må forlade byrådet efter valget.

Venstres Mazlum Øz må forlade byrådet efter valget.

Foto: Jørgen Chr. Jørgensen

Efter Venstres store valgnederlag forlader Mazlum Øz byrådet efter otte år - men selv om valgnederlaget rammer hårdt, møder han morgenen derpå alligevel med en overraskende følelse:

Den Korte Version
  • Mazlum Øz forlader Ringsted Byråd efter otte år, da han ikke blev genvalgt.
  • Han føler lettelse over at forlade politik, trods skuffelsen over valgnederlaget.
  • Venstre i Ringsted oplevede en markant tilbagegang, fra seks til tre mandater.
  • Øz tilskriver tilbagegangen tidligere borgmester Henrik Hvidestens afgang.
  • Han forbliver loyal over for Venstre og ser frem til mere tid med familien.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Lettelse.

- Jeg har faktisk en følelse af lettelse. Det har været en byrde at sidde i byrådet på det seneste, og det har været en hård valgkamp. Det er selvfølgelig en skuffelse, at jeg ikke kom ind. På den anden side er det også en lettelse, fordi jeg har brugt så meget tid på byrådsarbejdet, siger Mazlum Øz.

Læs også

Venstre halveret

Valget blev en markant tilbagegang for Venstre i Ringsted, som blev mere end halveret og gik fra seks til blot tre mandater.

29-årige Andreas Karlsen fra Det konservative Folkeparti er ny borgmester i Ringsted.
29-årige Andreas Karlsen fra Det konservative Folkeparti er ny borgmester i Ringsted. Foto: Povl Arne Petersen

Ifølge Mazlum Øz skyldes det især tidligere borgmester Henrik Hvidestens afgang i februar 2024 efter den meget omtalte krænkelsessag i Aalborg Kongrescenter.

- Det er Henrik Hvidestens tilbagetrækning. Vi har mistet en meget god borgmester, og det har vi nu mærket konsekvensen af, siger han.

Bliver i Venstre

På trods af valgnederlaget fastholder Mazlum Øz sin loyalitet over for partiet.

- Jeg er medlem af partiet, og vi har stået sammen fra dag ét som et ordentligt parti, siger han.

Og selv om pladsen i byrådet nu er væk, vil han fortsat stå til rådighed, hvis partiet får brug for ham:

- Hvis jeg får nogle opgaver, så står jeg parat. Jeg har altid været loyal over for mit parti.

Ser frem til mere tid

Efter otte år i byrådet – med, som han selv udtrykker det, ’tunge poster’, herunder senest som formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, glæder Mazlum Øz sig til at have mere tid til privatlivet.

- Jeg glæder mig til at få meget mere tid til mig selv, min familie og mine venner, og så dyrke mine mange fritidsinteresser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...