Små partier efterladt i kulden: - Vi kæmper videre

Små partier i Ringsted kæmper videre trods nederlag i byrådsvalget.

Det blev ikke til en plads i byrådet i denne omgang, for Klaus Bodholdt Andreasens vedkommende.

Det blev ikke til en plads i byrådet i denne omgang, for Klaus Bodholdt Andreasens vedkommende.

Foto: Gresa Fazliu

Selvom valgkampen i Ringsted bød på nye navne og lokale kandidater med stærke mærkesager, lykkedes det hverken Det Nære Parti eller Landsbylisten at sikre sig en plads i byrådet.

Det Nære Parti fik kun 35 stemmer, mens Landsbylistens frontfigur, Klaus Bodholdt Andreasen, indkasserede 145 stemmer, ifølge data fra de foreløbige optællinger. 

Men selvom vejen til byrådssalen blev lukket i denne omgang, er modet og kampgejsten langt fra forsvundet.

- Vi kæmper videre for de ældre, de handicappede og de socialt udsatte. Og vi holder byrådet op på de løfter, de har givet i valgkampen, lyder det fra Sara Jørgensen.

For hende har valgkampen været en øjenåbner. Ifølge Sara Jørgensen er det svært for en lille liste at bryde igennem lydmuren, når vælgerne orienterer sig mod de navne og farver, de i forvejen kender.

- Når man er et lokalt parti, får man ikke lige så meget omtale som de store, etablerede partier, som er mere synlige. 

Sara Jørgensen og Det Nære Parti kæmper fortsat videre for de ældre, de handicappede og de socialt udsatte.
Sara Jørgensen og Det Nære Parti kæmper fortsat videre for de ældre, de handicappede og de socialt udsatte. Foto: Birger Storm

Det undervældende resultat har tilsyneladende heller ikke taget pusten fra Klaus Bodholdt Andreasen. Han forlader - efter eget udsagn - valgkampen med rank ryg.

-  Jeg er rimelig godt tilfreds med det, jeg har opnået. Især ude i Vigersted. Der har været opbakning, og det er jeg glad for.

Klaus Bodholdt Andreasen gik ind til valgkampen med en klar mission, nemlig at landbyerne i højere grad skulle høres og inddrages. 

- Vi ude på landet eksisterer altså også i kommunen. Vi har også en stemme, der skal høres inde på rådhuset, siger han. 

Selvom det ikke blev til en plads i byrådet for Landsbylistens vedkommende, så ved man aldrig, hvad fremtiden bringer. 

- Jeg går i tænkeboks, men jeg har da blod på tanden. Det er ikke usandsynligt, at Landsbylisten stadig vil være til stede frem mod næste valg, slutter Klaus Bodholdt Andreasen, der altså ikke udelukker at genopstille ved næste kommunalvalg. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...