Hun bragede ind i byrådet, da der var kommunalvalg i 2021 med 811 personlige stemmer - kun overgået af borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) og Hanne Berg fra SF.
Soma Mayel fra Radikale Venstre føler da også, at hun står midt i en eksamen, der varer i timevis, da Sjællandske Nyheder møder hende i Egedalshallen, hvor hun er valgtilforordnet.
- I aften håber jeg at få en følelse af forløsning. Jeg er virkelig spændt, fortæller hun.
Følg kommunalvalget i Fredensborg Kommune i vores liveblog her
Selvom valgkampen har været hård og intens – også mere end for fire år siden - har hun mødt stor opbakning fra borgerne.
- Jeg har mødt så meget kærlighed og støtte.
Helt vildt
Soma Mayel kom ind i byrådet med et brag i 2021, da hun fik hele 811 personlige stemmer.
- Det var helt vildt. Første gang, man stiller op, ved man jo ikke, om man er købt eller solgt. Jeg kunne lige så godt have fået otte stemmer – men endte med at få 811. Nu, hvor jeg er blevet spidskandidat og efter et generationsskifte i radikale, er der et ekstra pres på. Folk forstår ikke, hvor svært det er bare at få 20 stemmer, fortæller hun.
Læs også
- Borgmesteren har stemt: - Jeg har sovet som en baby
- Spidskandidat har sovet tre timer i nat: - Det har været en intens valgkamp
- Byrådsveteranen: - Det bliver aldrig rutine
De sidste fire år har været meget lærerige og meningsfulde for den unge politiker.
- Jeg håber, at flere får lyst til at engagere sig. Lokalpolitik bliver alt for ofte undervurderet. Jeg vil gerne have flere unge og borgere i det hele taget til at synes, at det vi laver, er spændende og vigtigt for dem og deres liv.
Hvordan tror du, det kommer til at gå denne gang?
- Noget siger mig, at vi kan bevare vores tre mandater – og det er det, jeg håber på. Ambitionen har været at bevare de tre mandater, sidde på afgørende poster og forhåbentlig blive kongemager eller dronningmager i aften. Det er superspændende, slutter hun.