Efter 35 år som lokalpolitiker og byrådsmedlem i Fredensborg Kommune har Per Frost Henriksen (S) stadig sommerfulgle i maven, mens han går rundt og venter på vælgernes dom.
- Der er sommerfugle i maven fra morgenstunden, siger han med et skævt smil, mens har passer tjansen som valgtilforordnet på Karlebo Kro tirsdag formiddag.
Natten til i dag har da heller ikke været den bedste.
- Jeg har været vågen et par gange, og jeg er træt – det indrømmer jeg. Men jeg plejer at sige, at man ikke har kæmpet hårdt nok for det, hvis man ikke er træt på nuværende tidspunkt.
Følg kommunalvalget i Fredensborg Kommune i vores liveblog her
Hvis Per Frost Henriksen bliver valgt ind i byrådet i dag, bliver det hans tiende periode i træk, siden han som ung kandidat stillede op første gang i 1989.
Sket meget på 35 år
Siden dengang er der sket en del.
- I 1989 havde vi lokalaviser og Frederiksborg Amts Avis – og det var dét. Nu er der et hav af platforme, og det kræver noget andet. Og så er sagerne også blevet langt mere komplekse. Det hele er blevet mere omfattende, siger Per Frost Henriksen, der er en af dem, der har siddet længst i byrådet.
Læs også
- Borgmesteren har stemt: - Jeg har sovet som en baby
- Spidskandidat har sovet tre timer i nat: - Det har været en intens valgkamp
Han har selv taget udviklingen til sig – mest af alt på grund af børnebørnene.
- Jeg hoppede på Facebook, Instagram og Snapchat, fordi børnebørnene var der. Så måtte jeg jo lære det. Og så bruger jeg det også politisk. Jeg plejer at sige, at der er valgkamp i fire år. Jeg prøver at være synlig, deltagende og engageret hele tiden – ikke kun tre uger før valget, understreger den garvede politiker.
I dag er han valgtilforordnet på Karlebo Kro. Som han plejer.
- Det her lille sted kender jeg som min egen bukselomme. Jeg kender mange af dem, der kommer forbi. Det er hyggeligt at hilse på dem og mærke engagementet. Jeg er jo en gammel cirkushest, der er kommet ud i manegen igen.
God mavefornemmelse
Når det kommer til mavefornemmelsen, er han forsigtigt optimistisk.
- Den er faktisk bedre end for fire år siden. Jeg har ikke noget at måle det på – det er bare næsen og maven. Men jeg har en god fornemmelse, siger Per Frost Henriksen, der synes, at det har været en god valgkamp.
- Den har været supergod. Vi har bokset med hinanden – som man skal – men på en ordentlig og redelig måde. På tværs af partier taler vi faktisk godt sammen her i kommunen. Det kan vi være stolte af.