På Rungstedgaard har Ole Steen Holst netop fejret 40-års jubilæum som gartner og er dermed en af de medarbejdere, der har været en del af stedet længst.
Siden den 15. november 1985 har han passet Rungstedgaards 120.000 m² store have – og sat en ære i, at den store park og have altid fremstår pæn, ordentlig og velplejet.
Ole Steen Holst er uddannet gartner i Københavns Kommunes skolebotaniske have, men arbejdede som anlægsgartner i mange år, hvor han blandt andet havde sit første møde med det, der skulle blive hans arbejdsplads for livet – Rungstedgaard.
- Jeg kørte i mit arbejde som anlægsgartner rundt og passede forskellige haver i Nordsjælland for en række virksomheder. Rungstedgaard var et af de steder, som turen gik forbi, og jeg synes virkelig godt om stedet – så da jeg så, at de søgte en intern gartner til stedet, slog jeg straks til og fik heldigvis jobbet. Det er nu 40 år siden og meget er sket her siden da, fortæller Ole Steen Holst i en pressemeddelelse.
Ombygninger og Bamses hus
Rungstedgaard har udviklet sig gennem årene – fra at være en uddannelsesinstitution primært for unge mennesker, en del larm og en meget uhøjtidelig hverdag til i dag at være et professionelt uddannelsesakademi, hotel samt møde- og konferencested, hvor store virksomheder og gæster i alle aldre har deres daglige gang.
Ole har i løbet sine 40 år som gartner på Rungstedgaard været vidne til fire om- og tilbygninger, nye kolleger der er kommet til og gamle kolleger, han har taget afsked med.
Hotellets grønne parkarealer, som han til dagligt passer og plejer, har været kulisse for Bamses hus med den blå dør til optagelserne af Bamses Billedbog – til i dag at fremstå som en stor skulpturpark, der byder på 43 værker af kunstnere fra hele landet.
- Det har været en fantastisk arbejdsplads i konstant udvikling og med god plads til innovation, hvor jeg er taknemmelig for at være blevet behandlet utrolig godt. Jeg har i de 40 år haft nogle gode ledere, der har givet mig plads og frihed til at skabe en masse og nå dertil, hvor vi er i dag. Og det er uden tvivl den frihed, som jeg har haft i jobbet, der er en stor del af årsagen til, at jeg med glæde har været her i 40 år, fortæller han.
Pensionen lurer
Selvom Ole er fyldt 66 år, og pensionen lurer om hjørnet, så er han endnu ikke færdig med at passe Rungstedgaards grønne arealer – og han ved også godt, at det bliver svært at give stafetten videre, når tiden er inde til det.
- Tankerne om pension er begyndt at melde sig. Jeg har en masse drømme om at nyde mit sommerhus på Bogø endnu mere - og at have mere tid med familien. Men jeg får svært ved at give helt slip på stedet her, så jeg drømmer i mit stille sind lidt om at kunne få lov at komme et par dage om ugen i fremtiden – så jeg sikrer mig, at haven fortsat fremstår pæn, slutter Ole Steen Holst med et smil.
Læs også
- Politisk par siger ja til hinanden: Fra bryllup til stort roadtrip
- Populært løb får ny placering
- Kok fra luksushotel vinder mesterskab
- Venstre har gennem tiden selv lagt afstand til Konservative
- Kan Konservative og Venstre overhovedet samarbejde efter et valg - det giver deres to borgmesterkandidater svar på her