Hvad betyder borgerinddragelse i Solrød Kommune? Spørgsmålet er stadig relevant godt fire år efter, emnet for alvor kom på bordet som tema til kommunalvalget i 2021. Siden er der sket meget, og der har været mange diskussioner ud fra konkrete projekter som et byggeprojekt på strandvejen og senest et vandløb gennem Solrød Strandpark, som for alvor sætter sind i kog.
- Debatten om borgerinddragelse i Solrød Kommune er stadig aktuel, fire år efter det blev et valgtema i 2021.
- Der er uenighed om, hvorvidt borgerinddragelse betyder aktiv deltagelse i beslutningsprocesser eller blot at blive hørt.
- Eksempler fra lokalplaner i Jersie og ved strandvejen viser, hvordan borgerinddragelse kan påvirke projekter.
- Forskellige synspunkter fra lokale politikere og borgere viser, at borgerinddragelse kan være både positivt og problematisk.
Solrød Kommune rundede i 2022 24.000 borgere, og nogle gange kan det godt virke som om, der er lige så mange holdninger til, hvad borgerinddragelse er. Selvom landets kommuner og lokale interessenter i høj grad allerede har det som indgroet buzzword.
Det mest logiske indfald vil være, at det betyder, at borgere bliver involveret i beslutninger, der vedrører dem selv og deres (lokal)samfund. En mulighed for at give sin holdning til kende og få indflydelse på beslutninger, planlægning og udvikling.
Her vil der for de fleste myndigheder være en grad i borgerinddragelse i og med, at borgere bliver informeret om beslutninger og hørt til dem, enten gennem høringer, undersøgelser, borgermøder eller lignende. Dialog og samtale mellem borgere og beslutningstagere vil der også mange steder være en grad af. Det kan ligge i førnævnte, og sociale medier spiller også her en stor rolle.
Så langt er mange nok enige. Men skal borgerinddragelse også betyde, at borgere aktivt deltager i beslutningsprocesser og sætter konkrete aftryk på dem? Og er det hensigtsmæssigt? Det er på dét niveau, der lader til at være uenigheder.
Planer justeres
Et konkret eksempel var, da lokalplanen for byggeriet i Cordozasvinget i Jersie tog form. Her betød borgernes input, at nogle af boligerne blev flyttet længere væk fra skel, og at to etager mod Jersie Strandvej var det maksimale. Samtidig lød det fra en lokal berørt, at det havde været svært at komme igennem med synspunkter, og at borgerinddragelse var vigtigt at tænke på i fremtiden.
Flere af de samme mekanismer gjorde sig gældende i byggeprojektet for Hedevej 2-4 ved strandvejen. Lokale gjorde massiv modstand, og lokalplanen blev justeret.
Modargumenterne til de lokale har blandt andet lydt på, at der allerede havde været en høj grad af dialog, før projekterne landede. Nu skulle de justeres yderligere blot efter mere lokal modstand. Og at det var uhensigtsmæssigt, fordi der allerede lå et afstemt projekt på bordet. Der er med andre ord ikke bare forskellige syn på, hvad borgerinddragelse er, men også hvorvidt det overhovedet har fundet sted i et givent projekt, og om det er godt.
Et andet eksempel finder man i Sjællandske Nyheders præsentation af spidskandidaterne, hvor HavdrupListens Bo C. Christiansen skriver, at de inddrog bredt, da han stod i spidsen for arbejdet med helhedsplanen for Havdrup. Resultatet blev ”en stærkt forankret plan”. Hjulpet på vej af, at borgerne reelt bliver hørt, lød det.
Om selvsamme helhedsplan lyder det fra en anden spidskandidat, Birgit Gedionsen fra Enhedslisten, at:
”Arbejdet med Havdrup Helhedsplan var et eksempel på borgerinddragelse, der ikke blev fulgt op, så vi, der deltog, føler os ikke så ansvarlige for det endelige resultat, som vi kunne have gjort, hvis det var tydeligere, hvordan inddragelsen havde haft betydning”.
Giv dit bud
Hvad end borgerinddragelse går ud på, er det i Solrød nemt at identificere positive strømninger og tilgange til det, men en mere kritisk tilgang finder man også nemt. Som nævnt i forbindelse med førnævnte lokalplaner, men også i forbindelse med byrådets eget syn på høringssvar i 2022, hvor flere sagde, at der ikke var en ordentlig omgang med de 69 siders høringssvar, der var givet til budgetforliget.
Det gik Niels Hörup (V) efterfølgende i rette med. Både i forhold til, at der havde været en grad af borgerinddragelse, men også omkring hensynet til ”det tavse flertal på +16.000 vælgere, som vi også træffer beslutninger på vegne af”.
Han uddybede med, at borgerinddragelse er en metode, som er vigtig og kan bruges til politikudvikling, men noget andet er at træffe beslutninger på alles vegne, og at det også er vigtigt at huske, at vi har repræsentativt demokrati.
Et andet eksempel på heftig diskussion af emnet er det ekstra løb af Solrød Bæk gennem strandparken. Flere lokale er glade for et forslag om at friholde strandparken for projektet, men der vil også findes folk, der mener, borgerinddragelsen lige her fyldte for meget.
En af dem er lokalborger Arni Lund-Jørgensen, der ofte giver sin mening til kende i lokale debatfora. I DRs podcast ”kandidatfesten”, har han sagt, at der er 24.000 borgere i Solrød, men fordi cirka 100 på et borgermøde og på sociale medier råber højt, bliver et forslag, som KLAR Forsyning og kommunens egne eksperter ellers synes er den bedste løsning, ”forkastet og skrottet”.
Han er ikke imod borgerinddragelse, men påpeger, at klimasikring måske kan være en tand for komplekst for almindelige borgere og spørger: "Hvad med os mere end 20.000, der ikke siger noget på borgermøder og venter på en løsning?".
Og det efterlader os ved førnævnte pointe: Borgerinddragelse er svært at sætte på formel. Det er svært at slå fast, hvad det bør bestå i. Derfor opfordrer vi nu alle lokale i Solrød Kommune til at give deres bud på, hvad borgerinddragelse betyder, og hvornår det er godt, og hvornår det måske ikke er godt.
Send dit svar på, hvad du mener, borgerinddragelse er, og hvordan det bør fungere, når der skal træffes beslutninger i Solrød Kommune. Begrund gerne med konkrete eksempler fra Solrød fra denne valgperiode og send på mail sydkysten.red@sn.dk – så vil vi samle op på, hvordan de lokale ser på begrebet, der deler vandene.
Læs også
- Lokale satte et sidste stød ind mod lokalplan: - Svært at komme igennem med sine synspunkter
- Lad borgerne få indflydelse på byudviklingen i Jersie Strand
- Stærkt omdiskuteret lokalplan for strandvej vedtaget
- Lokalplan blev ”hældt ned ad brættet”
- Hörup: Husk det tavse flertal, der ikke er til borgermøder
- Få overblikket over, hvem der stiller op til kommunalvalget i Solrød
- Mød spidskandidaterne: - Det beslutter vi efter valget
- Mød spidskandidaterne - samarbejdsklimaet er altafgørende