Det er et område, mange har talt om behøvet for et løft af – strandvejen i Solrød øst for centret. Og det har taget høringsperioder, høringssvar og både borgermøder og byrådsmøder, hvor bølgerne er gået højt, inden lokalplanen med det mundrette navn ”lokalplan 316.6 for Solrød Strandvej øst for Solrød Center” forleden blev godkendt af Solrød Kommunes natur-, klima- og planudvalg.
Der er tale om en lokalplan, der giver 11 ejendomme langs strandvejen udvidede byggemuligheder for at markere bymidten og hvis hensigt også er at understrege områdets tilknytning til stranden, som det lyder i en opsummering af den endeligt vedtagne plan.
”Lokalplanen giver mulighed for, at der i et byggefelt ud til Solrød Strandvej kan opføres øget bebyggelse i maksimalt 2,5 etage (som Jagtvej 1) med krav om publikumsorienterede funktioner i stueetagen (mod Solrød Strandvej) og på arealer vest for byggefeltet mod Solrød Strandvej” står der videre med udeservering, ophold, leg og rekreative/grønne opholdsarealer nævnt som eksempler.
Flere høringer
Lokalplanen har været i høring ad hele tre omgange, hvor der hver gang har været foretaget ændringer i planforslaget, som det også bliver ridset op. Seneste høring kastede fem høringssvar af sig, hvilket har givet anledning til ændringer. For eksempel en præcisering af muligheden for småbygninger, som lyder på reducerede muligheder for småbygninger for etageboliger og tæt-lav boliger.
Også forbud mod tildækkede eller afblændede butiks- eller erhvervsvinduer mod Solrød Strandvej og krav om etablering af cykelparkeringspladser for erhverv og etageboliger er nævnt.
”Der stilles også krav til inventar og beplantning på arealerne ud mod Solrød Strandvej, som skal indrettes tilsvarende som i Solrød Center med fokus på nærheden til stranden”, står der også i lokalplanen.
Bebyggelsesprocent
Med til historien om lokalplanen hører ikke mindst også et projektet for Hedevej 2-4, som bortfaldt til byrådsmødet i april. Her gav flere i byrådet udtryk for, at et langt stykke arbejde i førnævnte udvalg, der havde været i dialog med forskellige interessenter, var spildt. Det blev også luftet, hvorvidt investorer nu kunne stole på de indikationer, der ellers gives i forbindelse med projekter i Solrød.
Debatten er blandt andet gået på en frygt for voldsomheden i bygningerne for Hedevej 2-4, og en borger indvendte for eksempel til et borgermøde, at han helst ikke så, at hans grund blev lavet om et ”amfiteater” som følge af for høje lejlighedsbygninger.
Også bebyggelsesprocenten i lokalplanen har været diskuteret flittigt, og den er ligeledes nævnt i opsummeringen af planen:
”Der gives ikke mulighed for boliger i stueplan i byggefeltet, men der kan etableres boliger på øvrige etager (1. sal og tagetage). Store ejendomme (på 1.300 m2 eller derover) får mulighed for en samlet bebyggelsesprocent på op til 50, som primært skal ske i byggefelt langs Solrød Strandvej. Lokalplanen giver også mulighed for at ejendomme kan lægges sammen og dermed opnå mulighed for en højere bebyggelsesprocent (max 50)”, lyder det blandt andet.