Den gamle mølle snurrer igen: - Vi passer på historien

Et stykke Brøndby-historie er blevet genoplivet.

Mens vinden tager fat i vingerne, fortæller Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet om nogle af de folk, der har haft deres gang i Brøndbyvester Mølle.

Mens vinden tager fat i vingerne, fortæller Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet om nogle af de folk, der har haft deres gang i Brøndbyvester Mølle.

Foto: Robert Hendel

Dannebrog blafrer i vinden, og sollyset rammer de nymalede vinger, der drejer langsomt rundt foran den gamle mølle. Den sorte trækonstruktion står skarpt mod den blå oktoberhimmel, og på plænen foran møllen står folk i små grupper og taler sammen. Nogle holder en dåse rød Tuborg, andre en cola. 

I baggrunden breder lyden af småsnak sig over plænen, mens vingerne drejer med solen i ryggen. Et lille højttalersæt sender stemmen fra borgmester Maja Højgaard (S) ud over forsamlingen, som står spredt foran møllen. 

Brøndbyvester Mølle har i mere end 130 år været en del af landskabet i Brøndby. Fredag den 10. oktober er den blevet genindviet som et levende stykke lokalhistorie efter flere års omfattende restaurering.

Borgmesteren beskriver møllen som et af Brøndbys mest genkendelige vartegn og som et konkret bevis på, at historien fortsat har en plads midt i en kommune, der hele tiden udvikler sig.

- Det er godt, at vi passer på historien og bliver mindet om, hvor vi kommer fra, lyder det fra Maja Højgaard.

Ifølge Brøndby-borgmester Maja Højgaard (S) er møllen et symbol på kommunens evne til at passe på sin historie.
Ifølge Brøndby-borgmester Maja Højgaard (S) er møllen et symbol på kommunens evne til at passe på sin historie. Foto: Robert Hendel

Netop historien bliver temaet, da museumsinspektør Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet kort efter tager ordet og trækker trådene tilbage til 1888. Her bliver Brøndbyvester Mølle bygget af en møller med blik for både håndværk og forretning.

Mølleren maler korn for bønderne og for de mange mænd, der arbejder på Vestegnen. Ved siden af møllen bygger han et bageri og en lille krostue, hvor bønderne kan vente og få lidt at drikke, mens deres korn bliver malet.

- Vi har jo simpelthen den fineste lille mølle i hele omegnen af Brøndby. Når folk kommer herud og ser møllen, spørger de tit: “Er det en atrap?” Men nej, det er en ægte mølle, og den har stået her siden 1888, fortæller Lisbeth Hollensen.

En perle i kommunen

Efter besættelsestiden i 1940'erne bliver markerne omkring møllen til boligkvarterer, og i 1950 stopper driften. 17 år senere bliver møllen ødelagt af en voldsom orkan, men den bliver reddet og siden restaureret ad flere omgange.

Efter stormen i 1967 overtager Brøndby Kommune møllen, som dengang er hårdt medtaget af vejret. I årene efter bliver Møllehuset indrettet som værested for ældre, og de frivillige begynder langsomt at holde liv i møllen som et lokalt samlingspunkt.

- Nu står møllen tilbage i sine egne råmaterialer, i original stand, og er et vartegn for hele kommunen. Brøndbyvester Mølle er en lille perle, vi skal huske at passe på og sørge for at holde liv i, siger Lisbeth Hollensen, inden hun afslutter sit korte oplæg, og folk bliver inviteret indenfor i møllen.

Frivillige fra Melormene demonstrerer kværnen for de besøgende i Brøndbyvester Mølle.
Frivillige fra Melormene demonstrerer kværnen for de besøgende i Brøndbyvester Mølle. Foto: Robert Hendel

Inde i den gamle mølle er lyset dæmpet, og på første sal står en af de frivillige fra gruppen Melormene ved kværnen. Han folder en brun papirspose ud og holder den under tragten, mens det fine mel drysser ned og efterlader sig nogle støvskyer.

Et par gæster står tæt på og iagttager processen, mens de tager billeder med deres telefoner. Kværnen fortsætter sit arbejde, og Melormene viser, hvordan den mere end 130 år gamle mølle stadigvæk fungerer.

Tidligere på året er Melormene blevet hædret med Brøndby Kommunes kulturpris. Ifølge Brøndby Kommune har de otte seniorer i Melormene siden 2015 lagt mere end 6700 timers frivilligt arbejde i at renovere, vedligeholde og videreføre de stolte traditioner for den gamle mølle. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...