Vartegn har fået vinger igen

Robert

708 dage. Så længe måtte den ikoniske mølle i Brøndbyvester undvære vingerne.

De blev den 2. juli 2019 pillet ned af sikkerhedshensyn, mens eksperter vurderede, om det kunne betale sig at restaurere møllen. Det kunne det, og i december 2019 satte kommunen 1,2 millioner kroner af til arbejdet med at genskabe den historiske mølle, der efterhånden er blevet et vartegn for Brøndby Kommune.

Møllen, som Brøndby Kommune overtog i 1967, havde ikke kun udfordringer med vingerne. Den kæmpede også med vand, der trængte ind gennem taget, og derfor blev møllehatten også pillet af og restaureret. Både hat og vinger er nu tilbage på den historiske bygning, der blev opført i 1888, og som i dag er et symbol på det landbrugssamfund, der kendetegnede området, inden Brøndby udviklede sig til en moderne forstad til København.

Oprindeligt var det forventet, at arbejdet med møllen skulle være afsluttet i 2022, men nu ser det altså ud til ske hurtigere.

I dagligdagen bliver den gamle mølle passet af otte frivillige i Brøndbyvester Møllelaug, som også går under navnet Melormene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...