Elever starter skriveklub og får støtte fra særlig fond

- Vi skriver med hinanden, og det er vildt fedt at kunne få feedback, lyder det fra en af klubbens medlemmer.

Medlemmer af skriveklubben på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.

Medlemmer af skriveklubben på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.

Foto: PR

En gruppe elever på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) har taget initiativ til en ny og helt særlig fritidsaktivitet, hvor kreativitet, litterær dannelse og fællesskab er i centrum. 

De har nemlig startet en elevdrevet skriveklub på privatskolen, og nu er der faldet en appelsin i klubbens turban i form af støtte til projektet fra Statens Kunstfond. I den forbindelse får de besøg af forfatter Julie Midtgaard.

Den Korte Version
  • Elever på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium har startet en skriveklub med fokus på kreativitet og litterær dannelse.
  • Skriveklubben har modtaget støtte fra Statens Kunstfond, hvilket muliggør et forfatterbesøg af Julie Midtgaard.
  • Initiativet blev startet af Mathilde Mulvad Sandvik efter inspiration fra en forfatterskole.
  • Klubben samler elever fra flere klassetrin til at skrive, dele idéer og udvikle deres litterære stemmer.
  • Medlemmerne arbejder på tekster til den landsdækkende konkurrence "500 ord" for at få deres historier læst af flere.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Skriveklubben blev startet efter sommerferien på elevinitiativ, hvor Mathilde Mulvad Sandvik fra 9. klasse havde været på forfatterskole og var inspireret af det stærke fællesskab og den kreative energi, hun oplevede dér. 

Da der ikke fandtes lignende tilbud i nærområdet, tog hun sagen i egen hånd - og med hjælp fra skolen blev skriveklubben en realitet.

I dag består klubben af elever fra både 5., 7., 8. og 9. klasse, som mødes jævnligt for at skrive, dele idéer og udvikle deres egne litterære stemmer, oplyser Line Schjoldan Kakkar, kommunikationsansvarlig på NGG, i en pressemeddelelse.

Der er plads til både korte skriveøvelser, skønlitterære projekter og samtaler om alt fra bøger og sprog til plot og karakterer - gerne over et stykke kage.

- Her skriver vi ikke bare for os selv - vi skriver med hinanden. Det er vildt fedt at kunne få feedback, dele idéer og bare være sammen om noget, vi brænder for, fortæller Mathilde Mulvad Sandvik.

Læs også

 

Giver ekstra dimension

De penge, som Skriveklubben for nylig har modtaget i støtte fra Statens Kunstfond, bliver blandt andet brugt på et forfatterbesøg af Julie Midtgaard, der er kendt for fantasyserien "Elementprøven". 

Hun skal holde et oplæg for eleverne, dele sin erfaring med det at skrive professionelt og inspirere de unge forfatterspirer med konkrete råd til skriveprocessen.

- Det betyder virkelig meget at få besøg af en forfatter. Det gør det hele mere virkeligt og viser os, at det faktisk er muligt at leve af at skrive, siger Mathilde.

Ifølge kommunikationsansvarlig på NGG, Line Schjoldan Kakkar, er skriveklubben for skolens lærere og ledelse et godt eksempel på, hvordan elevernes egne idéer kan blive til meningsfulde læringsfællesskaber. 

Klubben understøtter både faglig udvikling, personlig dannelse og styrker elevernes tro på egne evner og stemmer.

Helt aktuelt arbejder NGGs skriveklub målrettet på at skrive tekster til den landsdækkende konkurrence "500 ord", som afholdes i maj. Det er en oplagt mulighed for at sætte deres egne historier i spil - og måske blive læst af endnu flere.

Elever på NGG nyder det kreative samvær og den litterære dannelse, de får sammen i deres egen skriveklub. Fra venstre Olivia Mulvad Sandvik, Mathilde Mulvad Sandvik, Luna Fock, Aura Mercedes Stener Pedersen og Rasmus Erbod Auscher.
Elever på NGG nyder det kreative samvær og den litterære dannelse, de får sammen i deres egen skriveklub. Fra venstre Olivia Mulvad Sandvik, Mathilde Mulvad Sandvik, Luna Fock, Aura Mercedes Stener Pedersen og Rasmus Erbod Auscher. Foto: PR

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...