Byrådet kritiserer kommunaldirektør for mangelfuld information om spindoktor-aftale

Kommunaldirektør modtager kritik af byråd for mangelfulde oplysninger om en kontrakt med spindoktor.

Byrådet udtaler kritik af kommunaldirektør for mangelfulde oplysninger i sag om ansættelsen af Peter Arnfeldt.

Byrådet udtaler kritik af kommunaldirektør for mangelfulde oplysninger i sag om ansættelsen af Peter Arnfeldt.

Foto: Thomas Olsen

Oplysningerne var mangelfulde, for kontrakten var langt mere omfattende end økonomiudvalget fik oplyst, da Odsherred Kommunes kommunaldirektør indgik en aftale med omstridt spindoktor i forbindelse med fjernvarmeskandalen. Det kostede offentlig kindhest fra byrådet tirsdag aften.

Den Korte Version
  • Odsherred Kommunes kommunaldirektør modtog offentlig kritik for mangelfulde oplysninger om en kontrakt med spindoktor Peter Arnfeldt.
  • Byrådet kritiserede, at de ikke blev informeret om kontraktens fulde omfang og pris, som var mere omfattende end først oplyst.
  • Kontrakten med Arnfeldt blev præsenteret som en seks måneders aftale, men viste sig at være en uopsigelig 12-måneders aftale til 750.000 kroner.
  • Kommunaldirektøren erkendte, at han burde have været tydeligere i sin orientering, men afviste at have givet urigtige oplysninger.
  • Peter Arnfeldt blev valgt som rådgiver på grund af sin tilknytning til Odsherred, men det fulde omfang af hans arbejde er ikke dokumenteret offentligt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Nyligt udsprungne Nyt Odsherred-medlem Anna-Louise Attermann kaldte det en offentlig lussing i en sag, der aldrig skulle have været drøftet offentligt. Men det blev det. For rullende webkameraer enedes byrådet om at udtale kritik af kommunaldirektør Claus Steen Madsen. Sagens kerne er indholdet af kontrakten med den omstridte spindoktor Peter Arnfeldt, som kommunaldirektøren ikke informerede godt nok om, før økonomiudvalget frigav midler til kommunikationsrådgivningen. 

"Byrådet finder det kritisabelt, at økonomiudvalget og byrådet har fået forelagt mangelfulde og ufuldstændige oplysninger om pris, kontraktlængde og opgaver i forbindelse med ledelsens ansættelse af kommunikationsrådgivere", lød det kompromisforslag som Thomas Adelskov (S) fremsatte, da byrådet som det sidste punkt på dagsordenen havde kontrakten om kommunikationsrådgivningen fremme.

- Det handler om tillid

Det var det radikale byrådsmedlem, der havde ført sagen frem til først økonomiudvalget og siden til byrådet, da det gik op for ham, at aftalen med Arnfeldt var noget mere omfattende og langt dyrere end det økonomiudvalget i sin tid nikkede ok til.

Kontrakten blev indgået i november 2024 og i første omgang fremlagt som en seks måneders aftale til 300.000 kroner, målrettet kommunikation om fjernvarmesagen. Men da Thomas Nicolaisen (R) bad om sagsindsigt, viste det sig, at aftalen løb over 12 måneder, var uopsigelig og indeholdt formuleringer om døgnbemanding, strategiseminarer og politisk rådgivning.

- Vi fik at vide, at det handlede om fjernvarmen. Men kontrakten åbner for rådgivning om meget mere. Det er ikke i orden. Det her handler ikke om beløbets størrelse. Det handler om tillid. Hvis vi ikke kan stole på de oplysninger, vi får, så har vi et grundlæggende problem, sagde han i byrådssalen.

Kommunaldirektør Claus Steen Madsen har afvist at have givet urigtige oplysninger, men har erkendt, at han burde have været tydeligere i sin orientering af politikerne.

Han har også beklaget, at han ikke ved aftalens indgåelse tydeligt gjorde klart, at aftalen var indgået for en samlet periode på 12 måneder, for at få en god pris, men efterlod det indtryk, at den kun var indgået for en periode på 6 måneder.

Ikke en sag for byrådet

En af de mest følelsesladede indlæg i byrådets drøftelse af sagen kom fra Anna-Louise Attermann (Nyt Odsherred, tidligere S), som udtrykte stor respekt for Thomas Nicolaisens grundighed, men samtidig en dyb frustration over, at sagen blev behandlet offentligt.

- Jeg bliver faktisk virkelig ramt på min ordentlighed. Jeg synes ikke, den her sag skulle have været en åben sag for offentligheden. Det kunne godt være taget på en anden måde, sagde hun og fremhævede den belastning, som kommunaldirektøren har stået i under fjernvarmeskandalen:

- Jeg har kunnet se på Claus, at han har været træt. Han har arbejdet i døgndrift og gjort det så godt, han overhovedet har kunnet. Jeg synes, det er ærgerligt, at han skal have en offentlig lussing, fastslog hun.

Læs også

Ikke "Hr. Hvem-som-helst"

Peter Arnfeldt, har en fortid som spindoktor for flere ministre og var involveret i den omstridte skattesag om Helle Thorning-Schmidt. I Odsherred blev han hyret til at styre kommunikationen, da skeletterne væltede ud af skabet i Odsherred Forsyning, spørgsmålene hobede sig op og presset på at få ansvaret forklaret og placeret steg. Prisen for et års arbejde var 750.000 kroner inklusive moms.

Til daglig er han bosat i Høve, hvorfra han driver sin kommunikationsvirksomhed. I en periode kunne han også smykke sig med titlen som Høves Høvding i de år, han var bylavets oldermand. 

Det var tilknytningen og kendskabet til Odsherred, der gjorde at valget faldt på Peter Arnfeldts rådgivningsvirksomhed, da man stod midt i orkanens øje. Det har dog ikke været muligt for kommunen at fremvise dokumentation for det fulde omfang af hans virke for offentligheden, men alene henvise til tre pressemeddelelser og en række spørgsmål-svar om forsyningsskandalen på kommunens hjemmeside.

Sjællandske Nyheder har været i kontakt med Peter Arnfeldt onsdag eftermiddag, men han ønsker ikke at medvirke.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...