- Jeg ved ikke om det hedder oldermand, når man er en kvinde, men det er altså det, jeg er, siger Lone Wiggers, som i sidste uge blev valgt som oldermand for Høve Bylaug.
Næstformand, Claus Wallebo, forsøger sig med muntre forslag til, hvad titlen ellers kunne være.
- Du kan bare kalde hende oldermor., siger han.
Høve Bylaug var indtil den 2. juli i år en fredelig lille forening, som tog sig af sociale arrangementer i den lille landsby. Den 2. juli kom Høve på alverdens tv-skærme, da bylauget og byen lagde ryg til en af de bjergspurter, som gjorde Tour de France i Danmark til en særlig oplevelse.
- Det var en meget stor opgave. Også for tidligere oldermand, Peter Arnfeldt, og nu skal vi bruge alt den energi, der var den dag, til at få skabt det landsbysammenhold, som vi gerne skulle have mere af, siger Lone Wiggers.
Høve er en lille landsby, hvid indbyggertal befinder sig et sted omkring 200 indbyggere, som er kravet for, at kunne blive registreret som landsby eller by. Men trods et begrænset indbyggertal, har byen formået at skabe traditioner og arrangementer, som trækker turister og lokale fra nabobyerne til.
- Det største er nok vores kartoffeldag, hvor vi serverer nye kartofler med sild. Der kommer altid mange. Det er en tradition, som vi skal holde godt fast i, siger Lone Wiggers.
En af de nye ideer er fællesspisning.
- Vi vil gerne arrangere fællesspisning for alle. Også enlige og ældre, eller enlige mødre, som måske ikke kommer så meget ud og møder andre mennesker, siger Claus Wallebo.
Fællesspisningen skal foregå i Hjemmeværnsgården, som er et andet stort projekt på bylaugets to-do-liste.
- Vi vil gerne have sat Hjemmeværnsgården i stand. Det billigste ville være at rive den gamle ned og bygge nyt, men så forsvinder sjælen. Så vi arbejder på at få bygningerne renoveret. Det kommer til at koste omkring ti millioner kroner. Så de pegnge skal vi også lige have skaffet. Tegninger og byggeplaner er klar, siger Claus Wallebo.
Selv om Lone Wiggers har været med i bylauget siden 2007, så er det helt nyt for hende, at stå i spidsen. Næste store opgave bliver Geopark Grand prix-cykelløb den 14. august kører igennem byen.
- Så er det mig, der spiller førsteviolin. Det skal jeg lige vænne mig til, men heldigvis kan jeg læne mig lidt op ad Claus, siger hun,


