Mange vil nikke genkendende til, at forsikringspræmien stiger, når der har været en skade. Sådan er det også for kommuner, hvor branden på Frederikssund Rådhus kan mærkes på budgettet.
I årets budgetaftale kan man læse, at Gjensidige efter branden har varslet en præmiestigning på 1,05 millioner kroner i 2026 på det, der hedder property-forsikringen.
På samme måde har Protector varslet en præmiestigning på 50.000 kroner på motorforsikringen efter et utilfredsstillende skadesforløb i 2024 og 2025.
Efter råd fra kommunens forsikringsmægler er disse varslinger blevet accepteret, da alternativet ville være indgåelse af nye forsikringer, der med al sandsynlighed ville resultere i endnu større præmiestigninger.
Derfor bliver budgettet øget med 1,1 millioner kroner til forsikringer i 2026.
- De sidste par år har vi oplevet, at vores forsikringer stiger hele vejen rundt. Det er ærgerlige penge at bruge, men jeg er glad for, at vi havde en forsikring i forbindelse med branden, siger borgmester Tina Tving Stauning (S).
I løbet af 2026 skal der foretages et udbud af kommunens samlede forsikringsportefølje, da de eksisterende aftaler udløber. De nye aftaler vil træde i kraft den 1. januar 2027.
En 32-årig mand fra Frederikssund er sigtet for at have sat ild til Frederikssund Rådhus natten til den 16. april. Kontorer, mødelokaler, byrådssal og borgerservice blev de fleste steder gennemsodet, og skaderne er opgjort til omkring 20 millioner kroner.
Den 32-årige var ikke på fri fod længe, og allerede samme eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør. Han har siden siddet varetægtsfængslet, men den 26. november skal han stå til regnskab for branden i Retten i Hillerød.