Endnu en kandidat melder sig på banen til borgmesterposten

Albertslund-Listen kaster sig ind i borgmesterkampen med Mikkel Skovby som kandidat ved det kommende kommunalvalg.

Mikkel Skovby, Albertslund-Listen, melder sig som borgmesterkandidat.

Mikkel Skovby, Albertslund-Listen, melder sig som borgmesterkandidat.

Foto: PR-foto

I forvejen var der frem mod kommunalvalget tre officielt udmeldte borgmesterkandidater. Nu har kandidat nummer fire meldt sig på banen.

Albertslund-Listen melder sig ind i kampen om borgmesterposten ved kommunalvalget i november. Partiets spidskandidat Mikkel Skovby, der lige nu er medlem af kommunalbestyrelsen, melder sig som borgmesterkandidat. Det offentliggjorde partiet selv på sin Facebook-profil søndag.

På et fem timer langt bestyrelsesmøde - to timer længere end planlagt - besluttede Albertslund-Listen søndag at gå til valg med sin egen borgmesterkandidat.

Hakan Bascoban Grøn, er formand for Albertslund-Listen, og han peger på, at borgerne i Albertslund ved seneste valg gav muligheden for, at der kunne komme en ny borgmester.

- Albertslunderne gav en gylden mulighed for at få en ny borgmester, men det skete ikke. Men vi synes, at alberslunderne viste, at de var klar til noget nyt, og hvis de er det igen, så står vi klar til at løfte ansvaret. Det er derfor vi smider Mikkel i puljen nu, siger Hakan Bascoban Grøn.

- Vi er tit blevet spurgt, hvem vi peger på som borgmester. Nu peger vi os selv, siger han.

Hvem ser I det som oplagt at indgå konstituering med?

- Hvis vi får posten, håber vi på et bredt samarbejde, og det gør vi af den grund, at hvis vi fx sidder for bordenden ved forhandlingerne om budgettet, så er det et drømmescenarie med et bredt samarbejde, for at sikre det bedst mulige Albertslund. Vi sætter velfærden først, men der skal være økonomi til det, siger Hakan Bascoban Grøn.

Mikkel Skovby har både stillet op for Alternativt, og blev ved sidste valg valgt for Socialdemokratiet. Han meldte sig ud og har siden været med til at stifte Albertslund-Listen. Han kæmper for Albertslund, som han altid har gjort.

- Mikkel er albertslunder helt ind i hjertet. Alle seks kandidater hos Albertslund-Listen er født og opvokset i Albertslund. Vores borgmesterkandidat har rigtig nok været medlem af flere partier, men han er først og fremmest albertslunder og vil det bedste for vores by, siger Hakan Bascoban Grøn.

Seks kandidater

Den lokale liste stiller med seks kandidater til kommunalbestyrelsen til valget 18. november. Udover Mikkel Skovby står Emil Ottesen, Hakan Bascoban Grøn, Iben Balslev, Ida Ottesen og Jenny Bedzeti på stemmesedlen, og partiet håber at blive valgt ind for første gang.

Selv har Mikkel Skovby i sinde, at partiet skal stå som et alternativ til de etablerede partier forud for det kommende valg.

- Vi har talt om valget på vores bestyrelsesmøder. Hvor vi skal pege hen. Vi synes, der skal være et alternativ til de etablerede partier. Vi vil meget på velfærdsområdet, også i en helt anden retning end den nuværende i Albertslund. Der skal vi have bedre service, nedbragt sygefraværet og generelt sørge for, at borgeren kommer først.

Byudvikling er et stort tema ved kommunalvalget, og her vil Mikkel Skovby og Albertslund-Listen også i en anden retning end den, der er lagt:

- Vi er ikke imod byudvikling som sådan, og det er fine projekter, der er i gang i COOP Byen og Vridsløselille. Men vores holdning til Hersted er beskrevet. Det er ikke noget, vi ønsker, og vi mener ikke, at det er et projekt, der er en ordentlig plan for, når vi 28.000 borgere skal betale regningen. I stedet er vi tilhængere af, at man forbedrer de undervisningsmiljøer, der er i forvejen. Herstedvester Skoles lokaler ligner eksempelvis dem, jeg selv havde undervisning i, kan jeg se, efter min datter også har gået der.

Jeres parti er på stemmesedlen for første gang. Hvad er det for et flertal, der skal give dig borgmesterposten?

- Det kunne være et flertal af røde og blå partier. Vi er i et valgforbund, men vi tror på, at man skal have nogen med fra begge sider, for at det bliver mest sundt. Borgerne skal selvfølgelig bestemme, og der kommer vi med en anden retning. Men vi tager ikke en borgmesterpost med to mandater. Det skal give mening. Men vi vil gerne have den - det kræver bare en opbakning.

Udover Mikkel Skovby er Steen Christiansen (S), Lars Gravgaard Hansen (K) og Vivi Nør Jacobsen (SF) også borgmesterkandidater i Albertslund Kommune. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...