I dag kommer to dronninger til klinten - det skal de opleve

Der er dobbelt op på den royale glans.

Dronning Mary gæstede i foråret Knudshoved Odde, hvor hun kom helt tæt på sommerfugle-arten okkergul pletvinge. Nu kommer sommerfugle igen i fokus.

Dronning Mary gæstede i foråret Knudshoved Odde, hvor hun kom helt tæt på sommerfugle-arten okkergul pletvinge. Nu kommer sommerfugle igen i fokus.

Foto: Palle Demant

Et besøg fra en enkelt dronning plejer at være stort nok i sig selv, men mandag er der dobbelt op på den royale glans, når både dronning Mary og dronning Margrethe lægger vejen forbi Møn. 

Den Korte Version
  • Mandag besøger dronning Margrethe og dronning Mary Møns Klint for at se EU Life naturgenopretningsprojektet Life Orchids.
  • Dronning Margrethe genser Geocenter Møns Klint, hvor hun er protektor, mens dronning Mary tidligere har besøgt et lignende projekt i Vordingborg Kommune.
  • Besøget inkluderer en rundvisning i særudstillingen Alt er forbundet, der fokuserer på Høje Møns biodiversitet.
  • Life Orchids-projektet sigter mod at genoprette kalkoverdrev og støtte den sjældne sommerfugl Sortplettet Blåfugl.
  • Projektet, der dækker 600 hektar, involverer flere partnere og skal være færdigt i 2028.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

De to dronninger besøger Møns Klint for at se nærmere på det store EU Life naturgenopretningsprojekt ’Life Orchids’. 

For dronning Margrethe er det et gensyn med Geocenter Møns Klint, som hun i sin tid var med til at indvie, og som hun siden har været protektor for.

Der var stor spænding i forbindelse med tronskiftet, hvor alle protektorater blev opløst. Få måneder senere annoncerede kongehuset en ny og voldsomt reduceret liste af protektorater, men på geocentret kunne man ånde lettet op, da man var med på den nye liste. 

For dronning Mary byder besøget også på et gensyn. Det er kun få måneder siden, at hun sidst var på officielt besøg i Vordingborg Kommune, da hun besøgte naturgenopretningsprojektet på Knudshoved Odde. Denne gang er det også et naturgenopretningsprojekt, der har lokket den meget naturinteresserede dronning til området.  

Her er programmet

Dronningerne ankommer til Geocenter Møns Klint mandag klokken 13:30. Hvis man som publikum ønsker at se dronningerne, så er det her, at man skal stå klar. Efterfølgende vil de få en rundvisning i særudstillingen 'Alt er forbundet', der handler om Høje Møns særlige biodiversitet. Her vil geocentret være lukket for offentligheden, mens rundvisningen finder sted, og der er først adgang igen klokken 14:30. 

Klokken 14:15 går dronning Mary fra geocentret til Life Orchids-projektområdet ved Stengården overdrev. På turen fortælles blandt andet om Møns Klint og om optagelsen på Unescos Verdensarvsliste. På turen får dronningen følge af blandt andet de danske fonde, der har støttet Life Orchids-projektet.

Dronning Margrethe har besøgt Møns Klint flere gange gennem årene. Her er det fra 2013, hvor Nils Natorp gav hende en cykeltur på boardwalken langs klintekanten.
Dronning Margrethe har besøgt Møns Klint flere gange gennem årene. Her er det fra 2013, hvor Nils Natorp gav hende en cykeltur på boardwalken langs klintekanten. Foto: Hans Jørgen Johansen

Mens dronning Mary går, så får dronning Margrethe en køretur fra geocentret ud til projektområdet. 

Klokken 15 vil begge dronningerne udforske Stengården overdrev, hvor der fortælles om Life Orchids, og hvor dronning Mary inviteres til at udplante timian, som er en værtsplante for den sjældne sommerfugl Sortplettet Blåfugl.

Kræsne sommerfugle

Life Orchids-projektet handler om at genoprette de naturlige kalkoverdrev med den dertil hørende sjældne biodiversitet. Det skal blandt andet hjælpe bestanden af den Sortplettede Blåfugl, som i dag kun findes på Høje Møn.

- Den Sortplettede Blåfugl er Danmarks måske mest kræsne sommerfugl. I kraft af dens unikke livscyklus findes den i dag kun i et bestemt område på Østmøn, lyder det i beskrivelsen af Life Orchids-projektet. 

Projektet omfatter samlet set et område på 600 hektar på Østmøn, og naturgenopretningen sker i et tæt samarbejde mellem Vordingborg Kommune og partnerne Klintholm Gods, Naturstyrelsen Storstrøm, Ravn-Nature og Geocenter Møns Klint, samt en række finansielle partnere.

Kendte med i udstilling

Som en del af projektet kan man opleve særudstillingen “Alt er forbundet - Biodiversiteten på Høje Møn” på Geocenter Møns Klint. 

I udstillingen kan man blandt andet opleve Sebastian Klein, Vicky Knudsen, Johan Olsen og Frederik Leck Fischer, som formidlere af Høje Møns unikke natur og biodiversitet. 

Videre omfatter LIFE Orchids-projektet omlægning af cirka 150 hektar agerland og plantageskov til kalkoverdrev, omlægning og udtynding af løvskov for at skabe lysåbne orkidé- og sommerfugleskove samt etablering af store græsningsfolde med kreaturer, geder og heste.

Projektet er netop igangsat og skal være gennemført ved udgangen af 2028.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...