Millionprojekt skal skabe ny natur på over 300 hektar

Vordingborg Kommune står på spring til at søsætte et nyt, ambitiøst projekt, der vil skabe bedre forhold for naturen på et næsten 350 hektar stort areal på Østmøn.

Projektet under navnet Life Orchids er et samarbejde mellem kommunen, Naturstyrelsen Storstrøm og Klintholm Gods, og hvis det som ventet godkendes på kommunalbestyrelsesmødet i aften, skal det gå stærkt med at få sendt en ansøgning afsted til EU, for her er fristen for at komme i betragtning den 30. november.

Og det er ikke småpenge, der er i spil. Life Orchids er gjort op til at ville koste lige under 30 millioner kroner, hvoraf EU forventes at gå ind med to tredjedele af beløbet. Naturstyrelsen finansierer selv sin del med godt fem millioner kroner, andre 7,5 millioner kroner kommer fra 15. juni Fonden og Aage V. Jensen Naturfond, mens kommunen selv har afsat 1,5 millioner kroner til sin del.

Life Orchids udspringer af et tidligere projekt, Life Baltic Butterfly, som skulle have været gennemført med tyske samarbejdspartnere men endte med at falde til jorden på grund af coronarelaterede forsinkelser.

På det tidspunkt var Vordingborg Kommune imidlertid så langt fremme med planlægningen af sin del af projektet, at man ikke ønskede at lade det gå til spilde, hvorfor der altså nu gøres et forsøg på at få det gennemført i en ny konstellation.

– Det er for godt til at lade det gå i stykker, siger Else-Marie Langballe Sørensen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget.

Kort fortalt er Life Orchids et såkaldt overdrevsprojekt, der handler om at sikre lysåben natur ved dels at forbedre eksisterende natur, fremdyrke ny natur og skabe sammenhæng mellem naturområder, der strækker sig over Høvblege, Hundevænge Overdrev, Mandemarke bakker og Jydelejet/Klinteskoven. Det vil give bedre levevilkår for både planter, fugle og insekter, herunder flere sjældne arter som eksempelvis sommerfuglearten sortplettet blåfugl.

– En af gevinsterne er at vi kan få etableret nogle korridorer for sjældne arter, som det er lettere at arbejde med i større sammenhængende områder. Det er et supergodt projekt, selvom det ikke bliver internationalt, som vi havde håbet på, siger Else-Marie Langballe Sørensen.

Naturstyrelsen stiller med et 218 hektar stort areal, som allerede er udlagt til natur, men et helt nyt område kommer også til fra Klintholm Gods, som har sagt ja til permanent at afstå landbrugsretten på et 111 hektar stort areal. For det kompenseres godset med knap 12 millioner kroner, som skal deponeres på en konto, indtil der foreligger en tinglyst aftale forventeligt i midten af 2023.

– Vi bevarer ejerskabet af jorden men afgiver vores landbrugsret. Det er ret indgribende for en lodsejer at gå ind i, men det, der sker, er, at naturen bliver købt fri. Det er sjovt og spændende at være del af sådan et projekt, det er jo kæmpestort at give naturen tilbage på den måde, siger Inger Marie Scavenius fra Klintholm Gods.

Godset bliver også involveret på en anden måde: Det vil nemlig være kvæg fra Klintholm Gods’ bestand af hereford, der skal afgræsse en del af det nye naturområde, og godset forventer også at lave guidede ture ud i området.

De 111 hektar, som godset afstår, er en god bid af de 1400 hektar, som Klintholm Gods i alt råder over, men ifølge Inger Marie Scavenius har man ingen betænkeligheder haft ved at sige ja.

– Arealet ligger geografisk set langt væk, og det er mager jord. Vi vil hellere have, at det bliver brugt til noget ny natur. Vi har jo også et ben i turismen, og kan se, at det er noget, folk virkelig efterspørger. Her kan de så få en grund til at vende blikket væk fra Møns Klint og også opleve noget andet, siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...