En 82-årig mand, der tidligere på ugen blev anholdt og sigtet for drabet på en 79-årig kvinde i Nivå, bliver lørdag løsladt.
Det oplyser mandens forsvarsadvokat Mads Cramer-Kam til Ekstra Bladet.
Læs også
- Flere borgere har kontaktet politiet i sag om drab på 79-årig
- 82-årig sigtet for at kvæle 79-årig kvinde ihjel
- 82-årig er sigtet for drab på kvinde
Mandag blev en 79-årig kvinde, der havde været efterlyst i flere dage, fundet død i et skovområde i Nivå.
Nordsjællands Politi oplyste, at det efterforskede dødsfaldet som mistænkeligt.
Tirsdag blev en 82-årig mand anholdt og sigtet for at have slået kvinden ihjel. I et grundlovsforhør nægtede han sig skyldig.
Dommeren besluttede at opretholde anholdelsen af ham i tre døgn.
Det sker for at give politiet mulighed for at indsamle yderligere materiale i sagen.
Lørdag er det dog blevet besluttet, at han skal løslades.
Forsvarsadvokaten afviser over for avisen at udtale sig yderligere om sagen.
Ritzau har tidligere lørdag spurgt vagtchefen i Nordsjællands Politi, om den 82-årige fortsat var frihedsberøvet. Vagtchefen henviste til kommunikationsafdelingen i politikredsen, der først kan træffes mandag.
/ritzau/