SuperBrugsen i Korsør må dreje nøglen om. 5. oktober lukker supermarkedet, der er beliggende på Norvangen over for Storebæltshallen. Det oplyser SuperBrugsen Korsør, som mandag eftermiddag har lagt en pressemeddelelse om lukningen ud på forretnings Facebook-side.
Forretningen har de seneste syv år været ejet af Korsør Detail A/S, der er et selskab oprettet af fire brugsforeninger i Asnæs, Fredensborg, Sorø og Store Heddinge. 1. maj 2019 overtog det nye selskabet ejerskabet fra Coop.
- SuperBrugsen i Korsør lukker den 5. oktober på grund af økonomiske udfordringer.
- Butikken har været ejet af Korsør Detail A/S siden 2019, efter overtagelse fra Coop.
- Direktør Brian Johansen annoncerer ophørsudsalg fra 22. september.
- Der er 30 ansatte, som selskabet vil forsøge at hjælpe videre til andre butikker.
Tilbage i 2019 var SuperBrugsen hårdt presset økonomisk og tæt på at lukke. De fire brugsforeninger mente på daværende tidspunkt, at de med deres erfaring kunne være med rette op på forretningen. Derfor købte det nye selskab også bygningen, der danner rammen om SuperBrugsen. En bygning, som Coop indtil da havde lejet sig ind i.
Indstiller driften
"Medarbejdere og ledelse har gjort alt, hvad de kunne. Men vi må erkende, at vi ikke kan skabe den omsætning i butikken, der er nødvendigt for, at den kan løbe rundt. Derfor tager vi konsekvensen og indstiller driften, når vi har solgt så mange af varerne som muligt".
Det skriver skriver Brian Johansen i pressemeddelelsen. Brian Johansen er direktør i Asnæs & Omegns Brugsforening, der er en af ejerne i selskabet bag SuperBrugsen-forretningen i Korsør.
Brian Johansen oplyser endvidere, at man vil starte et ophørsudsalg fra 22. september. Indtil da fortsætter driften af SuperBrugsen i Korsør på normale vilkår. Dog vil der være varer fra ugens tilbudsavis, som ikke vil være at finde i forretningen.
Der er i dag godt 30 ansatte i SuperBrugsen i Korsør. Ifølge Brian Johansen vil selskabet bag forretningen gøre, hvad de kan for at hjælpe medarbejderne videre. Enten til andre af ejernes butikker eller til Coop.
Hvad der skal ske med ejendommen på Norvangen, har selskabet endnu ikke besluttet.
Læs også
Også Aldi lukkede
I december 2022 kom det frem, at den tyske supermarkedskæde Aldi ville forlade Danmark. 114 af kædens i alt 188 butikker blev overtager af den norske supermarkedskæde Rema 1000. Blandt de overtagne forretninger var den næsten nyindrettede Aldi-butik på Tårnborgvej 22 i Korsør. Den har siden Aldis lukning og Rema 1000s overtagelse stået ubrugt og tom.