Nye ejere af SuperBrugsen

Fire selvstændige brugsforeninger danner selskabet Korsør Detail A/S, som overtager SuperBrugsen i Korsør fra Coop den 1. maj. Ny uddeler tiltræder også.

Modellen er brugt før med succes, hvor kriseramte butikker er forvandlet til blomstrende fremgangsrige forretninger. Eksempelvis i Sorø og i Store Heddinge. Nu er turen kommet til Korsør, hvor Coop skiller sig af med SuperBrugsen, der åbnede i 2012 Fra 1. maj overtages den af Korsør Detail A/S, som er dannet af de fire selvstændige brugsforeninger i Asnæs, Fredensborg, Sorø og Store Heddinge.

- Vi tror, at vi med vores fælles erfaringer kan være med til at udvikle butikken i Korsør, så den bliver endnu mere attraktiv for kunderne, siger Steen Bjerre Hansen. Han er direktør for Korsør Detail A/S og uddeler i SuperBrugsen Store Heddinge. Han noterer, at konkurrencen i Korsør er meget hård med mange butikker og discountbutikker på dagligvareområdet.

- Vi har købt bygningerne, som Coop boede til leje i. Derfor får vi nedbragt de faste udgifter, siger Steen Bjerre Hansen til Sjællandske.

- Vi vil investere i butikken i Korsør og ikke mindst udvikle slagter- og delikatesseafdelingerne. Hertil forbedrer vi også med nye elektroniske prisskilte, siger Steen Bjerre Hansen.

Med de nye ejere følger også en ny uddeler.

- Vi har i 36-årige Frank Pedersen fundet den rette mand, siger Steen Bjerre Hansen.

Frank Pedersen kommer fra en stilling som uddeler i SuperBrugsen Ubby.

Der er omkring 30 ansatte i SuperBrugsen i Korsør, hvor posthuset fortsætter uændret.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...