Over 200 mennesker lagde vejen forbi Hørsholm Egns Museum i weekenden, da Museum Nordsjælland for første gang inviterede til "Hørsholm Museumsdage - havefest" i den gamle museumshave.
Til lyden af musik fra 1700-tallets hofballer dansede en kvinde rundt i sin store blå kjole, mens hun lærte en lille pige iført tiara og sølvhandsker, hvordan en vifte kan bruges til at kommunikere med.
Bag dem prøvede store som små kræfter med alt fra kroket til ringridning og særligt de gamle vaskebaljer var et hit hos de mindste, der ivrigt skrubbede løs på vaskebrætterne, inden kludene blev hængt til tørre i solen, der for det meste skinnede ned på de fremmødte. Der var havefest på Hørsholm Egns Museum.
- Vi havde nogle virkelig hyggelige dage med masser af smil. De frivillige var så gode, og jeg synes, det var fantastisk at se, hvordan både børn og voksne hyggede sig sammen og faktisk også fik lidt historisk viden med på vejen, siger Charlotte Mortensen, der er kulturformidler på Museum Nordsjælland og projektleder på Hørsholm Museumsdage.

Historier om chokolade og tandbørstning
Indenfor på Hørsholm Egns Museum var museets mange kjoler og dragter taget frem, så alle kunne klæde sig ud, som var de inviteret til de fine fester på Hirschholm Slot i 1700-tallet.
En mulighed rigtig mange – også voksne – benyttede sig af. I et andet rum summede det af liv og klippelyde, for der kunne der laves kongekroner, mens museets frivillige sørgede for at fortælle lidt om kronens historiske betydning i mellemtiden.
På Hørsholmarkivet var der åbent til arkivarens kontor, og her blev der flere gange i løbet af dagen vist billeder og fortalt historier om alt lige fra sure dronninger til chokoladeforbruget på slottet og livlægen Struensees hang til at børste tænder som en af de første i landet.
Børnene lyttede koncentreret og skelede lidt nervøst over mod den lille dukke "arkivheksen", der havde budt dem velkommen indenfor, inden hun igen blev hængt tilbage på sin plads på skrivebordet.
Læs også

Afløser Hirschholm Festival
Havefesten var det tredje arrangement i år i rækken af Hørsholm Museumsdage, der er et nyt initiativ fra Museum Nordsjælland.
Museumsdagene afløser den store Hirschholm Festival, der tidligere blev afholdt i Slotshaven, men som både i omkostninger og mandskab krævede en del arbejde.
- Museumsdagene viste sig at være akkurat det, vi håbede på; en mere hyggelig og intim oplevelse, der samtidig gav anledning til refleksion og læring blandt store og små. Jeg synes, det har været en succes og håber, at endnu flere vil deltage næste år, hvor havefesten vil komme til at ligge i foråret, siger Jesper van Dam Laugesen, der er konstitueret museumsdirektør hos Museum Nordsjælland, der driver Hørsholm Egns Museum.
Der er endnu to Hørsholm Museumsdage tilbage i år: Lørdag den 20. september er der maskeværksted for børn, og i efterårsferien lørdag den 19. oktober er der kroneværksted.
Begge afholdes på Hørsholm Egns Museum, der også har almindeligt åbent alle weekender frem til og med efterårsferien.

