Cyklen skal være det naturlige valg for både store og små i hverdagen. Det er udgangspunktet for den nye cykelstrategi, der netop er vedtaget i Fredensborg Kommune. Med strategien sigter kommunen efter en kulturændring, der gør cyklen til det mest oplagte valg.
- Fredensborg Kommune har vedtaget en ny cykelstrategi for at gøre cyklen til det primære transportvalg.
- Strategien sigter mod en kulturændring, hvor cykling bliver en naturlig del af hverdagen for alle borgere.
- Borgere opfordres til at deltage i udviklingen af en handleplan via kommunens dialogplatform.
- Strategien omfatter syv temaer, herunder fremtidens cyklister og cykelvenlige arbejdspladser.
- Borgmesteren fremhæver cyklingens fordele for sundhed, trængsel og klima som centrale mål.
Allerede tilbage i februar kunne Sjællandske Nyheder berette om planen. Sidenhen blev vedtagelsen udskudt, men nu har Plan-, Trafik-, og Klimaudvalget så langt om længe vedtaget cykelstrategien, der følger en række forslag til ambitiøse initiativer i både infrastruktur og vaneændringer, så det bliver nemmere, tryggere og mere attraktivt at tage cyklen – uanset om det er til skole, arbejde eller i fritiden. Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi vil skabe en kommune, hvor cykling er en naturlig del af hverdagen uanset alder og baggrund. Vi er derfor stolte af at præsentere en strategi for, hvordan vi gør det langt mere attraktivt at cykle i Fredensborg Kommune, siger udvalgsformand Lars Simonsen (R) i pressemeddelelsen.
Cykelstrategien skal nu omsættes til virkelighed. Derfor inviteres alle kommunens borgere til at give deres besyv med og prioritere de forskellige indsatser til en samlet handleplan. Det kan de gøre på kommunens dialogplatform KlimaForum Fredensborg.
Indsatsernes syv temaer
1) Fremtidens cyklister
2) En sammenhængende cykeltur
3) Cykelvenlige arbejdspladser
4) Trygge og sikre cyklister
5) Cykling i fritiden
6) Et langt cykelliv – op på cyklen (igen)
7) God cykeldata
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) - der selv er ivrig cyklist - uddyber videre i pressemeddelelsen:
- Cykling er ikke kun godt for den enkelte - det er godt for fællesskabet. Når flere vælger cyklen, får vi sundere borgere, mindre trængsel og en by med mere liv. Det er en investering i både folkesundheden og klimaet. Jeg håber derfor, at den nye cykelplan bliver drivkraften bag en kulturændring, hvor cyklen ikke blot ses som et alternativ - men som det oplagte valg, lyder det fra borgmesteren.
Den nye cykelstrategi lægger op til en lang række indsatser, der både skal motivere flere til at cykle og forbedre de fysiske forhold for cyklister i kommunen. Blandt andet skal flere borgere op på cyklen gennem leg, kampagner, informationsindsatser og udlån af specialcykler.
Cykelforholdene skal også forbedres, for eksempel gennem fartdæmpning, bedre belysning, sikre kryds og anlæg og vedligeholdelse af stier.
Cykelstrategien lægger vægt på, at både brugere af almindelige cykler og elcykler føler sig trygge og velkomne i trafikken. Det skal sikres, at alle typer af cyklister - børn, ældre, pendlere og rekreative - kan dele pladsen med gensidig hensyntagen. Målet er, at alle borgere - uanset alder og formåen - kan tage en sammenhængende, tryg og direkte cykeltur, lyder det fra kommunen.