Pædofil journalist vil løslades

Manden var tirsdag retten for at blive løsladt fra sin forvaringsdom.

Den pædofile har filmet og taget billeder af mindreårige piger, mens de blandt andet var på toilettet. Modelfoto.

Den pædofile har filmet og taget billeder af mindreårige piger, mens de blandt andet var på toilettet. Modelfoto.

Foto: Thomas Olsen

Tirsdag var en forvaringsdømt, pædofil journalist i Retten i Glostrup med krav om at blive løsladt. Det er to år siden, at han blev idømt forvaring for at filme en lang række mindreårige piger og have voldtaget fire af dem ved at have anden kønslig omgang end samleje med dem.

Den Korte Version
  • En forvaringsdømt journalist kræver løsladelse efter at have modtaget en dom for sexovergreb mod mindreårige.
  • Journalisten blev i 2023 idømt forvaring på ubestemt tid for at filme og voldtage børn samt besidde børnepornografisk materiale.
  • Kriminalforsorgen afviste hans anmodning om ledsaget udgang, hvilket førte til en retssag for at opnå løsladelse.
  • Under retsmødet blev journalisten, hans psykolog og en jurist afhørt, men psykologen undlod at vurdere hans farlighed.
  • Dommeren vil afsige kendelse den 5. august 2025 klokken 13.00.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det så voldsomt ud, da journalisten blev ført ind i retssalen iført håndjern, som var spændt fast til et fikseringsbælte og bevogtet af tre betjente. Dommeren gav dog tilladelse til, at både bælte og håndjern blev fjernet.

Iført blå sweater og jeans kunne den 50-årige mand derefter tage plads ved siden af sin forsvarer – med hænderne fri til at drikke af den kop kaffe, der stod foran ham.

Journalisten blev anholdt i april 2021 og har siddet fængslet siden. Han blev først idømt 3,5 års fængsel i 2022 i byretten, men dommen blev anket af anklagemyndigheden. I juni 2023 blev han i Østre Landsret idømt forvaring på ubestemt tid. 

Læs også

Sagen vakte stor opsigt dengang og var bredt omtalt i medierne, blandt andet i en tv-dokumentar om sagen.

Journalisten, som kommer fra Midtsjælland, blev dømt for 167 tilfælde af sexovergreb ved i smug at filme nøgne børn og fire tilfælde af voldtægt på børn. Ofrene var i alderen fra tre år til 14 år. Derudover var manden i besiddelse af en stor mængde børnepornografisk materiale.

Nægtet udgangstilladelse

I december 2024 søgte den dømte journalist Kriminalforsorgen om lov til at få ledsaget udgang fra fængslet. Det blev afvist med den begrundelse, at det ville være en krænkelse af retshåndhævelsen.

En sådan afgørelse fra Kriminalforsorgen kan ikke ankes til nogen instans. For at få en dommer til at tage stilling blev journalisten og hans advokat, Kaaveh Piroz, derfor nødt til at bede retten om helt at løslade den forvaringsdømte.

Sagen skulle egentlig have været for retten i marts og igen for en måned siden, men blev aflyst begge gange. Under tirsdagens retsmøde blev både journalisten, hans psykolog fra fængslet og en jurist fra Herstedvester Fængsel afhørt som vidner.

Psykologen ville i retten ikke komme med nogen vurdering af, om journalisten ikke længere var farlig og dermed kunne løslades eller få udgang.

Siger ja til "medicinsk kastration"

Anklageren fremhævede nogle breve fra en anden indsat til journalisten, som indeholdt beskrivelser af seksuelle krænkelser mod børn.

- Jeg har afbrudt forbindelsen til den person, da jeg fandt ud af, at brevene skabte bekymring hos fængselspersonalet, forklarede journalisten i retten.

Han virkede meget fokuseret og velformuleret under retsmødet. Han blev også spurgt, om han ville gå med til at få kønsdæmpende medicin - populært kaldet "medicinsk kastration".

- Det har jeg ingen problemer med, hvis det kan hjælpe min sag på vej, sagde han.

Dommeren afsiger kendelse den 5. august 2025 klokken 13.00.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...