I sin procedure i sagen om den pædofilidømte familiefar begrunder anklager Lise Frandsen sin anmodning om, at manden idømmes forvaring.
Hun mener, at han har brugt sin intellektuelle overlegenhed over for de mindreårige piger til at groome dem og skabe tillid til ham.
- Han er det, man kalder et rovdyr på nettet. Og han er i den grad farlig for børn, siger hun.
Hun hæfter sig ved, at manden ingen indsigt har i egen situation, og at han ikke angrer noget. Det viser mentalerklæringen.
Hun læser et par sætninger op af den, som hun mener meget kort og præcist fortæller, hvorfor forvaring er den rigtige dom:
- Observanten giver udtryk for, at han har en seksuel afvigende interesse, men er usikker på, om han er egentlig pædofil. Den aktuelle sag har givet ham en lærestreg, men han mener ikke, han er recidivtruet, da han blot skal være mere opmærksom på den alder, de piger, han kommunikerer med, har.
- Han har givet udtryk for, at hele sagen er blæst op, og han håber, at der er nogen, der rejser sig op i retten og råber; ’er det bare det?’
- Han har svært ved at se alvorsgraden og grovheden i sagen, siger Lise Frandsen.