En 15-årig svensk dreng blev tirsdag den 1. juli anholdt og sigtet for forsøg på drabsforsøg i en lejlighed i Værløse. To øvrige mænd er siden blevet sigtet i sagen. Nu er endnu en mand blevet anholdt og ligeledes sigtet for forsøg på manddrab.
- Endnu en mand er anholdt i forbindelse med et forsøgt bestillingsdrab i Værløse.
- En 15-årig svensk dreng og to andre mænd er allerede sigtet i sagen.
- Den nyanholdte mand, født i 1998, fremstilles i grundlovsforhør torsdag.
- De tre tidligere anholdte er varetægtsfængslet frem til den 13. august.
- Politiet vurderer, at der ikke er fare for lokale borgere i Værløse.
Det bekræfter politiets nationale enhed for særlig kriminalitet, NSK, overfor Sjællandske Nyheder.
Manden, der er født i 1998, fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag, og anklagemyndigheden vil anmode om, at forhøret skal ske bag lukkede døre, oplyser NSK.
Tre mænd er fængslet
De tre mænd, der allerede er blevet fremstillet, er foreløbigt varetægtsfængslet frem til den 13. august. Politiet har en begrundet mistanke om våbenbesiddelse og forsøg på manddrab, som de tre altså derfor er sigtet for.
Det formodede bestillingsdrab er den anden sag af sin slags i Værløse inden for blot to måneder. NSK har tidligere fortalt til Sjællandske Nyheder, at der ikke er grund til at føle sig utryg som borger i Værløse, efter endnu en sag om bestillingsdrab.
- Det er politiets vurdering, at det er et konkret mål, man er gået efter, og vi vurderer derfor ikke, at der er fare for lokale borgere, lød det fra Lars Feldt-Rasmussen, vicepolitiinspektør ved NSK, i et skriftligt svar.