Midt i Hørsholm stod engang et slot – et af de største og smukkeste i landet. Dets historie kan man blive klogere på ved en kulturvandring i Hørsholm Slotshave søndag den 20. juli kl. 14-15.15 med forfatter Malene Rossau.
Med over 200 værelser, et indendørs springvand og tjenestefolk nok til at bebo en mindre by, blev Hirschholm Slot kendt som Nordens Versailles.
Slottet var en overdådig sommerresidens for kongefamilien, omgivet af et barokt haveanlæg og jagtlandskab og skabte de perfekte rammer for en af danmarkshistoriens mest kendte kærlighedsaffærer.
Hirschholm Slot var en del af Christian 7.’s barndom, og slottet blev centrum for affæren mellem livlægen J.F. Struensee og dronningen. Affæren kostede ikke kun Struensee livet, men blev også begyndelsen på enden for Hirschholm Slot, der stod i blot 66 år.
Malene Rossau kommer omkring det hele på kulturvandringen, der begynder i Hørsholm Egns Museums udstilling om Hirschholm Slot.
Billetter købes på www.yourticket.dk og inkluderer entré til Hørsholm Egns Museum.