Efter skandalesag: Nu stopper museumsdirektør

Efter år med stormvejr, kritik og en tabt retssag er det slut. Museumsdirektøren, der trak sit eget museum med ind i en dyr sag, forlader nu posten.

Keld Møller Hansen lod Museum Sydøstdanmark betale for hans retssag. Nu er han fortid som direktør.

Keld Møller Hansen lod Museum Sydøstdanmark betale for hans retssag. Nu er han fortid som direktør.

Foto: Jørgen C. Jørgensen

Efter 33 år i museets tjeneste – og 12 år for bordenden – forlader Keld Møller Hansen nu skansen som direktør.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.

Sagen kort

I foråret 2023 modtog Githa Nelander en række udokumenterede anklager mod ledelsen i Museum Sydøstdanmark. Det skete, efter hun offentligt havde kommenteret kritik af nepotisme og dårligt arbejdsmiljø – forhold, der allerede var omtalt i medierne.

Som byrådsmedlem valgte hun at bringe borgernes henvendelser videre til Kultur- og Idrætsudvalget og kommunens ledelse. På den baggrund blev der holdt møde med centerchef Kim Dawartz og daværende direktør for børne- og ungeområdet Jan Milandt.

Kim Dawartz nedfældede et referat, som siden blev sendt til museumsdirektør Keld Møller Hansen og museets bestyrelsesformand, Torben Nielsen, og senere delt med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Kort efter anlagde museumsdirektøren sag mod Githa Nelander for injurier og krænkelse af ære. Københavns Byret vurderede, at enkelte udtalelser var injurierende, men frifandt Githa Nelander under henvisning til ytringsfriheden og hendes embedsrolle som folkevalgt.

Keld Møller Hansen har i de seneste år været en tilbagevendende skikkelse i medierne – især efter han anlagde en injuriesag mod byrådsmedlem Githa Nelander (DF) fra Næstved Kommune. En sag, han tabte ved Københavns Byret.

I den forbindelse kunne Sjællandske Nyheder afsløre, at Museum Sydøstdanmark betalte direktørens sagsomkostninger, som løb op i hele 483.000 kroner. Samtidig valgte Næstved Kommune at dække Githa Nelanders udgifter på 224.725 kroner – heraf 75.000 kroner betalt af museet som følge af dommen.

- Min person har i den seneste tid desværre været genstand for negativ omtale i pressen, hvilket har haft konsekvenser for museet og min energi. Derfor er tidspunktet for min fratræden, set i det lys, også det helt rigtige, udtaler Keld Møller Hansen i pressemeddelelsen.

Museet oplyser, at beslutningen om fratrædelsen er truffet i enighed mellem direktøren og bestyrelsen.

Læs også

Voksende kritik i kulissen

Museum Sydøstdanmark hører til blandt landets største museer med over 250.000 besøgende om året.

Den afgående direktør skriver blandt andet, at det er "et godt og sundt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede medarbejdere og en bestyrelse, der sammen brænder for opgaven.”

Men netop arbejdsmiljøet har tidligere været genstand for kritik. Injuriesagen mod Githa Nelander udsprang af hendes omtale af anonyme henvendelser fra borgere om påstået dårligt arbejdsmiljø og økonomisk berigelse, som hun videreformidlede på et lukket møde i kommunens forvaltning. 

Der blev dog sat et punktum i sagen, da DF-politikeren blev frikendt den 6. maj, der blandt andet blev begrundet med hendes udvidede ytringsfrihed som kommunalpolitiker.

Indtil en ny direktør er fundet, vil kommunikations- og marketingchef Kristoffer Rosner Rydahl fungere som konstitueret direktør.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...