Sagen om rækkehusene på Strandvejen 112 – også kendt som Birkedalen 2 A/B/C – har fyldt meget i debatten her i Greve. Som medlem af Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har jeg haft sagen tæt inde på livet, efter jeg overtog pladsen fra min kollega Torben Hoffmann.
Jeg har brugt mange timer på at sætte mig ind i sagsforløbet og har lyttet grundigt til juridiske eksperter. For mig handler sagen ikke om, hvad man synes om bygningens udseende – men om noget langt vigtigere: retssikkerhed og forudsigelighed i kommunens sagsbehandling.
Bygherren søgte byggetilladelse efter lokalplan 12.50, som var gældende på det tidspunkt. Derfor bør sagen behandles efter denne plan. Når man som borger eller virksomhed ikke kan regne med, at kommunen følger sine egne planer og regler, undermineres tilliden til systemet.
Derfor stemte jeg imod det ændringsforslag, som Socialdemokratiet, Konservative og Moderaterne stillede. Jeg mener ganske enkelt ikke, at det er lovmedholdeligt. Hvis vi begynder at vurdere byggesager ud fra personlige præferencer og personlig smag, bevæger vi os væk fra et retfærdigt og gennemsigtigt system og hen mod vilkårlighed
Ja, administrationen begik fejl. Der manglede en helhedsplan, og sagen blev derfor hjemvist af Byggeklageenheden. Men herefter blev der lavet en samlet vurdering, som vi som politikere bør respektere. Vi kan ikke lave reglerne om, bare fordi sagen er blevet upopulær.
Min bekymring er ikke kun juridisk – men også økonomisk. Denne sag har allerede kostet kommunen betydelige beløb til advokater og mange arbejdstimer i administrationen. Ressourcer, der kunne have været brugt langt bedre på fx skoler, ældrepleje eller fritidslivet i Greve.
Vi må sikre lighed for loven – også når det er politisk fristende at gøre noget andet, især op imod et kommunalvalg. Det skylder vi både borgerne og demokratiet.