Fronterne er trukket skarpt op i sagen om et byggeri på Greve Strandvej 112, også kendt som Birkedalen 2a, 2b og 2c, der nu også tæller stævning af tre byrådsmedlemmer. Det er svært at vide sig sikker på, hvad sagen ender med, og hvornår byggeriet kommer til at blive opført. Det viser sig tilsyneladende også vanskeligt at finde ud af, hvad et bestemt parti mener om sagen.
- Beslutningen om byggeriet på Greve Strandvej er igen udskudt efter seneste møde i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
- Sagen omfatter nu stævning af tre byrådsmedlemmer, hvilket har skabt yderligere usikkerhed om projektets fremtid.
- Byggeriet, der har været omdiskuteret i flere år, møder modstand fra naboer, der kalder det et monsterbyggeri.
- Venstre foreslog at sende sagen tilbage til udvalget.
Byggeriet på Greve Strandvej 112 har været på lokales læber i flere år. De tre rækkehuse, der måske bliver opført, er af naboer kaldt et ’monsterbyggeri’, der ikke passer ind i området. Argumenterne for rækkehusene har blandt andet lydt på, at der er tale om en lovlig byggetilladelse til rækkehusene fra 2022, og at projektet holder sig inden for reglerne – ligesom det har været luftet, at modstanden mod projektet kommer ud fra hetz på sociale medier.
Trods flere år med utallige diskussioner, blev det besluttet på sidste byrådsmøde i Greve Kommune at sende behandlingen af sagen tilbage i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Dén beslutning kom på baggrund af et ændringsforslag, der blev stillet af Venstre. Til det sagde Hans-Jørgen Kirstein (M), der er formand for førnævnte udvalg, at byrådet burde have truffet en beslutning, og at sagen efter hans mening er fuldt oplyst.
Ingen kommentarer
På mødet i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget 5. maj underrettede Hans-Jørgen Kirstein (M), John T. Olsen (S) og Claus Dyremose (K) om, at der var udtaget stævning mod dem, og de stillede efterfølgende forslag om udsættelse af sagen.
Venstre stemte imod med den bemærkning, at ”udsættelse af sagen til næste udvalgsmøde, uden der er kommet nye oplysninger i sagen, læner sig op ad myndighedspassivitet”.
Borgmester Pernille Beckmann (V) havde ingen kommentarer, efter byrådet skød sagen til hjørne på sit møde i marts efter Venstres forslag om at sende sagen endnu en tur i udvalget. Her henviste hun til, at der er tale om en verserende sag.
Ligeledes har Simon Østergaard (V), der er medlem af Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, heller ingen kommentarer.
Greve Kommune godkendte byggeriet af de 576 kvadratmeter rækkehuse i november 2022. Efter en klage vurderede Byggeklageenheden i begyndelsen af 2024, at sagsvurderingen skulle gå om. Siden er sagen både taget op i byrådet og senest altså i udvalget den 5. maj uden en endelig beslutning. Den ventes udvalget at tage på sit næste møde, som er i starten af juni.
Tidslinje
Greve Kommune giver byggetilladelse til de tre rækkehuse på i alt 576 kvadratmeter på Birkedalen 2/Greve Strandvej 112 den 25. november 2022
Byggeklageenheden afgør den 22. januar 2024 efter en henvendelse fra utilfredse beboere, at kommunen skal genbehandle sagen
Sagen behandles på byrådsmøde den 23. april 2025. Her besluttes det at sende sagen til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Den 25. november 2024 beslutter byrådsmedlemmerne Hans-Jørgen Kirstein og John T. Olsen samt Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe at indgive politianmeldelse af Torben Hoffmann, der sidder i byrådet for Venstre. Begrundelsen er, at de mener, at Torben Hoffmann har delt fortrolige oplysninger i sagen med bygherren.
Den 5. maj holder udvalget møde, hvor John T. Olsen (S), Hans-Jørgen Kirstein (M) og Claus Dyremose (K) fortæller, at de er blevet stævnet af Unika Huse ApS
Den 4. juni mødes udvalget igen. Her ventes det, at der træffes endelig beslutning, om projektet bliver godkendt