Sidste skoledag for folkeskoleeleverne fra Roskilde og Lejre kommuner gik rigtig godt, lyder meldingen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Kun en ting skulle de slås med, da først festen rykkede ned i Folkeparken.
Dagen startede ifølge politiet med fantastisk god stemning til den fælles, lukkede, alkoholfri fest på Musicon for eleverne fra Roskilde Kommune. Der oplevede politiet ikke noget, de skulle tage sig af - overhovedet.
Den største gene ved arrangementet var for de mennesker, som arbejdede hjemme på Musicon og skulle lægge øre til lydprøver og efterfølgende musik fra arrangementet.
Da festen sluttede på Musicon, gik mange af de unge - ikke overraskende - videre til Folkeparken til deres eget, helt uautoriserede arrangement, hvor de fik selskab af unge fra Lejre.
Den del af dagen gik også snorlige, ifølge ordensmagten.
Kun en ting skabte problemer: Soundbokse. Mange unge havde medbragt de potente spilledåser.
- Hvis der blev spillet urimeligt højt, blev ejeren bedt om at skrue ned. Betjentene noterede nummeret på soundboksen, og ejeren fik at vide, at hvis det skete igen, blev soundboksen taget i bevaring af politiet indtil dagen efter. Den besked forstod alle, vi nåede i hvert fald ikke til at konfiskere nogle musikanlæg i parken, lyder det fra kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiets vurdering er, at op imod 300 unge festede i Folkeparken.
Ved 20-tiden var festen klinget af, og skoleeleverne havde flyttet deres fest til et privat festlokale i byen.