Opgang i boligblok var afspærret - tre mænd anholdt i sag om voldtægt

Midt- og Vestsjællands Politi har i flere timer været massivt til stede i boligområdet Ellemarken i Køge.

I morges indgik en anmeldelse om en voldtægt af en kvinde i en lejlighed i Køge og en efterforskning blev iværksat. Et område i Ellemarken på Gymnasievej i Køge har derfor været afspærret i flere timer, mens politiets teknikere har arbejdet på stedet.

Den Korte Version
  • Midt- og Vestsjællands Politi har afspærret et område i Ellemarken, Køge, efter en anmeldelse om voldtægt.
  • Politiet modtog anmeldelsen klokken 06.24 om en voldtægt af en kvinde i 20erne i en lejlighed.
  • Tre mænd i alderen 28, 33 og 36 år er anholdt og mistænkt for at have en rolle i sagen.
  • Politiets teknikere og hundepatruljer arbejder intensivt på stedet for at sikre beviser.
  • En mobil politistation er opstillet ved Gymnasievej/Parkvej for dialog med borgerne.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Midt- og Vestsjællands Politi har hele formiddagen været talstærkt til stede i den østlige del af Gymnasievej i Køge, hvor en lejlighed er blevet undersøgt, og hundepatruljer afsøger fortsat området, oplyser politiet tidligt tirsdag eftermiddag.

Man modtog anmeldelsen i morges klokken 06.24 om voldtægt af en kvinde i 20'erne i en lejlighed i Ellemarken.

Læs også

Intensiv efterforskning

- Efter en intensiv efterforskning har vi anholdt tre mænd, som er mistænkt for at have en rolle i sagen. Mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen, udtaler politikommissær Liza Pallesen, der er efterforskningsleder i sagen, i en pressemeddelelse fra politiet.

De tre anholdte mænd på henholdsvis 28, 33 og 36 år er blevet taget med til afhøring og undersøgelse. Sagen skal herefter juridisk vurderes i forhold til, om nogen skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Teknikerne var på stedet i mange timer.
Teknikerne var på stedet i mange timer. Foto: Henrik Førby Jensen

Utryghed blandt naboer

Mens operationen var i gang, og inden det stod klart, hvad der var tale om, kontaktede Sjællandske Nyheder flere beboere i området. I en nærliggende lejlighed til den afspærrede opgang bor en ældre dame, som Sjællandske Nyheder fik kontakt til. Og hun var mildest talt ikke tryg ved situationen.

- Man kan se, at der er meget politi, og at de går i blå dragter, så der nok sket noget meget alvorligt. Min mand ser ofte, at de sælger narko, men jeg tror, det her er værre, sagde hun til Sjællandske Nyheder.

Hvordan har du det med, at der kan være sket en alvorlig forbrydelse tæt på, hvor du bor?

- Det er rigtig uhyggeligt. Hvis der er tale om en rigtig alvorlig forbrydelse, så kunne jeg godt finde på at flytte. Man skal kunne føle sig tryg, der hvor man bor, svarede hun videre.

Sjællandske Nyheder fik også kontakt til en ældre mand i området, der fik sig lidt af en overraskelse, da han kiggede ud ad vinduet fra sin lejlighed.

- Der er virkelig været gang i den. Masser af politi og med hunde. De har også spærret store områder af. De har virkelig været flittige. Det kunne godt tyde på, at der er sket noget alvorligt, sagde han.

Hvordan har du det med det?

- Nu må vi se, hvad det er, der er sket. Jeg er ikke så nervøs lige nu. Så længe jeg ikke bliver indblandet i noget, så føler jeg mig tryg her, svarede han.

De to kilder ønsker ikke at stå frem med navn, da de frygter for repressalier og ikke ønsker at komme i uføre med nogen fra Ellemarken, fortalte de.

Lokalpolitiet er tirsdag synligt tilstede ved Gymnasievej/Parkvej med den mobile politistation, så længe politiet arbejder i området.

Alle er velkomne til at kigge forbi til en snak om politiets arbejde, eller hvad der ellers måtte fylde hos borgerne, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...