Politiet er lige nu massivt til stede ved Gymnasievej i Køge, hvor man undersøger et mistænkeligt forhold.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Patruljerne er til stede omkring boligområdet Ellemarken, hvor en opgang i en boligblok samt en tilhørende legeplads er spærret af. Opgangen bevogtes tydeligt af betjente. Der er også adskillige patruljer og hunde, der afsøger området.
Men der er ingen fare på færde for borgere i og omkring Ellemarken, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
Først senere på tirsdagen kan politiet oplyse offentligheden nærmere om, hvad den massive aktion handler om.
På X meldes det ud, at lokalpolitiet vil være til stede i området med en mobilstation, så borgere kan komme i kontakt med politiet, hvis der er behov for det.
Sjællandske Nyheder følger sagen.








