Otte dage efter det, der bedst kan betegnes som en brutal likvidering af en 35-årig mand lige for øjnene af en 12-årig pige, har Københavns Vestegns Politi muligvis fået et gennembrud i sagen. Lørdag formiddag er en 26-årig mand blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor han er blevet sigtet for skuddrabet på den 35-årige mand i en bil på Novembervej i Mørkhøj sidst på eftermiddagen den 2. maj.
Vestegnens Politi meddelte fredag eftermiddag, at man havde anholdt "en yngre mand" uden at oplyse præcis alder eller sigtelse. Ved grundlovsforhøret er det kommet frem, at den sigtede er 26 år.
Den anholdte var iført håndjern, da han blev ført ind i retten.
Seks skud affyret mod bil
Den 26-årige danske mand er sigtet for at have affyret seks skud med en kaliber 38 revolver mod bilen. Drabsofferet blev ramt af tre skud, hvoraf ét ramte ham i hovedet.
Den 26-årige er desuden sigtet for drabsforsøg på den 12-årige pige, der sad i bilen, men som til alt held ikke blev ramt.
Og endelig lyder sigtelsen på besiddelse af revolveren, der tilmed blev affyret i det offentlige rum.
Nægter sig skyldig
Forsvarer Rune Berggren Brøndal Pedersen oplyste, at den 26-årige nægter sig skyldig i alle tre forhold. Desuden bad han retten nedlægge navneforbud i forhold til sin klient.
- Ud fra sagens dokumenter kan vi ikke afvise, at der kan være et trusselsbillede mod min klient, og også derfor skal han beskyttes af navneforbud, lød forsvarerens begrundelse.
Dommeren valgte at nedlægge navneforbud, så det er forbudt at gengive oplysninger, der kan identificere den 26-årige.
Lukkede døre
Grundlovsforhøret blev på anklager Cecilie Baks anmodning holdt for lukkede døre. Det skyldes politiets overbevisning om, at der er flere gerningsmænd på fri fod. Det fremgår også af sigtelserne, at der efter politiets opfattelse har været flere personer om det dødbringende skyderi.
Retsmødet gik i gang omkring klokken 11.30, og det ventes at vare et par timer. Derfor er det endnu uvist, om retten vælger at varetægtsfængsle eller løslade den 26-årige mand.
Lørdag kort før klokken 14.30 oplyste Ritzaus Bureau, at den 26-årige var blevet varetægtsfængslet foreløbigt frem til 2. juni.
Skudt i bil
Den 35-årige mand blev skudt, mens han sad i en bil parkeret på Novembervej ud for Pilegårdsvej 21 i Mørkhøj. Gerningstidspunktet var klokken 17.47 fredag den 2. maj. Den 35-årige blev i kritisk tilstand kørt til øjeblikkelig behandling på Rigshospitalet, men han afgik ved døden om eftermiddagen den 4. maj.
Efterfølgende gav politiet oplysningen om, at også en 12-årig pige havde siddet i bilen. Hun sad på passagersædet lige ved siden af førersædet, hvor den 35-årige sad, da han blev skudt.
Københavns Vestegns Politi har allerede afhørt en række vidner og sikret videoovervågning fra området omkring gerningsstedet. Men politiet gentog så sent som fredag i forbindelse med nyheden om anholdelsen af den nu sigtede 26-årige, at man fortsat er meget interesseret i at høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget før, under eller gerningstidspunktet fredag den 2. maj klokken 17.47.
To mænd set i området
Tidligere på ugen offentliggjorde politiet et kort, hvor man angav steder i området, hvor vidner har set to mænd før skyderiet. Den ene person, som var iført sort tøj, blev set ved skraldeskuret ud for Pilegårdsvej 24 cirka klokken 17.30. Han var iført sort tøj.
Den anden person blev set siddende ved kælderskakten til Pilegårdsvej 26 cirka samtidig. Han bar lyse bukser, mørkt overtrækstøj og kasket.
- De to gerningsmænd er set i området af vidner cirka et kvarter før skyderiet. Vidner har bidt mærke i dem, fordi de var klædt på en måde, så de stak ud i forårsvarmen, sagde vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse torsdag.

Charlotte Skovby har over for Sjællandske Nyheder betegnet drabet som 'meget brutalt'.
- Det er yderst kynisk, at man skyder på den her måde og lige i nærheden af en 12-årig pige. Og det foregår i et beboelsesområde med mange mennesker, sagde hun.
Motiv ukendt
Københavns Vestegns Politi har hidtil ikke villet sige noget i offentligheden om, hvilke mulige motiver, man arbejder med i efterforskningen.
- Vi har ikke noget motiv på nuværende tidspunkt. Jeg kan godt forstå, at folk tænker i retning af bandemiljøet, når der bliver skudt på den her måde, og det er selvfølgelig også noget, der indgår i efterforskningen. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke grundlag for at sige, at det er et bandedrab, sagde Charlotte Skovby mandag til Sjællandske Nyheder.
Læs også
- Yngre mand anholdt efter skuddrab i Søborg
- Politiet søger vidner efter skyderi i Mørkhøj
- 12-årig pige sad lige ved siden af skudoffer: - Det er yderst kynisk
- 35-årig dræbt af skud - 12-årig pige var også i bilen
- Politi leder efter maskerede mænd efter skuddrab i Søborg
- Politiet søger vidner efter skyderi i Mørkhøj
- 35-årig mand er død efter skyderi i Søborg fredag
- Yngre mand er i kritisk tilstand efter skudepisode i Søborg
- Stor politiaktion - mand i kritisk tilstand