Trines nabo ringede og sagde, at hendes carport var fløjet ti meter op i luften

Og selvom der er sket markante skader på huset, er der ikke umiddelbart hjælp at hente fra forsikringen. 

Trine Kjær Nielsen er frustreret over, at der nu ligger carportdele rundt omkring på hendes grund.

Trine Kjær Nielsen er frustreret over, at der nu ligger carportdele rundt omkring på hendes grund.

Foto: Kim Rasmussen

Det lyder næsten som amerikanske vejrtilstande. Men mandag på en villavej i Rødovre fløj en carport op på taget i løbet af ganske få sekunder. Nu afdækker Sjællandske Nyheder forløbet, som flere har gisnet om var en skypumpe. Men forklaringen er med al sandsynlighed en anden

Den Korte Version
  • Trine Kjær Nielsens carport fløj ti meter op i luften i Rødovre, hvilket skabte stor forundring blandt naboerne.
  • Hændelsen blev først antaget at være en skypumpe, men meteorolog Sebastian Pelt fastslog, at det var en støvdjævel.
  • Støvdjævle opstår under vindstille og varme forhold og kan forårsage skader på svage konstruktioner som carporte.
  • Forsikringsselskabet afviste at dække skaderne, da vejret ifølge målinger var relativt roligt den dag.
  • Trine Kjær Nielsen søgte på Facebook efter andre med lignende oplevelser, men har ikke fundet nogen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Mandag eftermiddag blev Trine Kjær Nielsen ringet op af sin nabo, som fortalte, at hendes carport var fløjet op på taget. Torsdag skrev hun i et Facebook-opslag, som har fået en del forundrede reaktioner med på vejen, og spurgte, om andre havde haft samme oplevelse. 

Carporten var mildest talt smadret i kølvandet på mandagens voldsomme vejrfænomen.
Carporten var mildest talt smadret i kølvandet på mandagens voldsomme vejrfænomen. Foto: Privat

En kvinde skriver, at de på tilstødende Hammelvej "også kan bekræfte den skypumpe". 

- Det hele er blevet revet af huset og slynget op i luften. Derefter landede det på vores tag, i vores baghave og oppe i et træ, siger Trine Kjær Nielsen. 

Det skabte noget af et postyr for dem af vejens beboere, som hørte braget. 

- En mand, som bor på vejen og arbejder med gas, hørte det. Han troede, at der var noget, der var sprængt, så han løb ud på vejen. Men det var så vores carport, som havde ramt taget, går jeg ud fra, forklarer Trine Kjær Nielsen. 

Det mest spektakulære syn ved hændelsen var dog, at et stort stykke af carportens plastiktag sad fast i et træ cirka ti meter oppe. 

En relativt stor bid af carportens tag havnede med ét ti meter oppe i et træ.
En relativt stor bid af carportens tag havnede med ét ti meter oppe i et træ. Foto: Kim Rasmussen

Læs også

Ikke tale om en skypumpe

Det kan måske undre nogle, at en carport kan flyve ti meter op i luften på en dag, hvor der er relativt vindstille. Men de vindstille vejrforhold er netop en god betingelse for støvdjævle, som er det vejrfænomen, der var skyld i, at Trine Kjær Nielsens carport blev revet af. Det forklarer Sebastian Pelt, som er meteorolog i DMI's forskningsafdeling. Han er muligvis også Danmarks største skypumpeentusiast og rejser ofte til USA for at opleve skypumper. 

- Jeg kan med 99,9 procent sikkerhed sige, at der har været tale om en 'dust devil' (støvdjævel, red.). Samtidig kan jeg med sikkerhed afvise, at der har været tale om en skypumpe, siger Sebastian Pelt. 

Han forklarer, at skypumper kun kan opstå, når der er overskyet. Han kan ud fra mandagens radarbilleder konstatere, at der mandag den 28. april var næsten skyfrit med enkelte 'blomkålsskyer' mellem klokken 13:30 og 14, hvor støvdjævlen opstod. 

- Hvis ikke det har været en 'dust devil', så kan fænomenet ikke forklares rent meteorologisk, forsikrer han. 

Støvdjævler er ikke farlige, men hvis de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan de godt forårsage skade på relativt svagt byggeri såsom en carport. Samtidig er det utroligt uheldigt, at den har revet carporten op, fordi støvdjævlen nok kun har været få meter bred og haft en varighed på mellem 10 og 30 sekunder, siger Sebastian Pelt. 

- Det kan lyde voldsomt, at en støvdjævel kan rive et tag op, men det har noget med undertryk at gøre. Det er det samme fænomen, som kan få en stuedør til at smække kraftigt ved almindeligt gennemtræk, forklarer meteorologen. 

Støvdjævle er ikke noget fremmed fænomen i perioder, hvor der er vindstille og varmt. Han fortæller i øvrigt, at der med meget stor sandsynlighed ville have været nogen, som havde filmet eller fotograferet skypumpen, hvis nu der var tale om en skypumpe. 

Hvordan opstår en støvdjævel?

  • Når jorden opvarmes, opvarmes også luften lige over jorden. Den varme luft stiger hurtigt til vejrs og kalde 'opvinde'. 
  • Opvindene kan strække hvirvler dannet ved jordoverfladen og få dem til at snurre hurtigt. 
  • Disse snurrende hvirvelvinde kaldes støvdjævle, fordi de ofte hiver støv med sig og danner en slags grå, roterende søjle. 
  • Nogle steder i verden kan de blive op til 10 meter brede og over 100 meter høje, men i Danmark er de gerne små og blot op til nogle meter brede. 
  • Støvdjævler adskiller sig fra tornadoer og skypumper ved ikke at være i kontakt med nogen sky.
Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut, DMI

Forsikringen afviser

Trine Kjær Nielsen fortæller, at hun og hendes mand har været i kontakt med deres forsikringsselskab vedrørende den afrevne carport og de øvrige skader, som vejrskaden har forårsaget på deres hus. Forsikringsselskabet har, fortæller Trine Kjær Nielsen, afvist at dække skaderne, fordi det ifølge målingerne kun var beskedent blæsevejr den dag. 

- Det er selvfølgelig pisseirriterende, og det var også derfor, jeg rakte ud på Facebook for at høre, om andre havde oplevet nogle skader, siger hun.  

I skrivende stund har hun dog ikke hørt om andre, der har fået nogle skader. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...