Rødovre løfter sidste skoledag til nyt niveau

Arrangementet er en del af skoledagen og forbeholdt Rødovres afgangselever og skolernes personale. Det er finansieret gennem klassebetaling samt støtte fra Ungecenter2610 og Børnekulturpuljen.

Arrangementet er en del af skoledagen og forbeholdt Rødovres afgangselever og skolernes personale. Det er finansieret gennem klassebetaling samt støtte fra Ungecenter2610 og Børnekulturpuljen.

Foto: Ian Nielsen

En ny tradition er født i Rødovre Kommune. Den 16. maj bliver Rødovrehallen nemlig forvandlet til et festligt centrum for alle kommunens afgangselever, når den helt nye fejring “Level Up” løber af stablen for første gang. Målet er at skabe en tryg, inkluderende og mindeværdig sidste skoledag for kommunens unge.

Bag “Level Up” står Rødovre Kommune i tæt samarbejde med eleverne selv. Arrangementet er udviklet med input fra elever fra alle kommunens skoler, og netop deres stemmer har været med til at sætte kursen for alt fra musikvalg og aktiviteter til opbygningen af dagen.

- Vi får en livlig, festlig og farverig afslutning på et vigtigt kapitel i elevernes liv, og vi gør det helt efter deres ønsker. Så jeg synes, vi har skabt grundlaget for en ny, fin tradition, som samler alle eleverne og gør dagen til noget helt særligt, siger borgmester Britt Jensen.

Hun tilføjer:

- Vi arbejder videre med al den læring, vi har fået ud af trivselsåret i Rødovre Kommune, og det her er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan gøre en helt særlig dag til en tryg og sjov oplevelse for alle elever. Vi giver et godt alternativ til de mere ukontrollerede begivenheder, som vi desværre har set eksempler på de seneste år.

Unge stemmer

For Mathilde og Olga fra 9.I på Valhøj Skole har det gjort en kæmpe forskel at blive inddraget fra starten.

- Vi har alle været med til at arrangere det helt fra starten af. Vi har givet vores input til, hvad vi unge godt kunne tænke os på vores sidste skoledag, og hvad der ville være fedt for os, fortæller de.

Og ønskerne er blevet hørt. Musikprogrammet tæller blandt andet navne som Benny Jamz og Zuloo – og ikke mindst Rødovres egen Theozito, der både optræder og fejrer sin egen sidste skoledag sammen med vennerne.

- Vi synes, det er et godt koncept, og det føles mere trygt, når man tænker på nogle af de historier, man har hørt fra Fælledparken. Og så er det vildt fedt, at vi har fået nogle seje kunstnere til at komme og spille, lyder det fra eleverne.

Ud over musik byder Level Up på en bred vifte af aktiviteter, der skal sikre, at alle elever – uanset interesse og temperament – kan finde noget, de trives i.
Ud over musik byder Level Up på en bred vifte af aktiviteter, der skal sikre, at alle elever – uanset interesse og temperament – kan finde noget, de trives i. Foto: Kim Rasmussen

En dag for alle

Ud over musik byder Level Up på en bred vifte af aktiviteter, der skal sikre, at alle elever – uanset interesse og temperament – kan finde noget, de trives i. Fra graffitiworkshops og body art til podcast-stationer, loungeområder og gladiatorkampe. Alt er nøje kurateret med de unges ønsker i centrum.

- Den fælles fejring giver en unik mulighed for, at afgangselever fra hele Rødovre kan fejre sidste skoledag sammen på tværs af skoler og klasser, siger Mie Østrup fra Ungecenter2610.

“Level Up” er også et bud på et alternativ til de uofficielle og til tider utrygge samlinger, som tidligere har været en del af sidste skoledag rundt omkring.

- Når vi involverer eleverne fra start til slut, skaber vi ikke bare en god dag, men også en ramme, hvor tryghed og trivsel føles naturligt for de unge, siger Morten Bæksgaard fra SSP, der har været med til at koordinere arrangementet.

Fakta om Level Up

Dato og tid: Fredag den 16. maj klokken 13.00-16.00

Sted: Rødovrehallen

Målgruppe: Alle 9. og 10. klasser i Rødovre Kommune

Adgang: Kun for afgangselever og deltagende personale

Program: Musik (Benny Jamz, Zuloo, Theozito), workshops, madboder, aktiviteter og lounge- og stilleområder

Arrangører: Ungecenter2610 og SSP i samarbejde med elever og en række kommunale og lokale aktører

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...