Rygterne om Restaurant Harmonien har svirret i en rum tid. Er restauranten gået konkurs? Er kokken skreddet? Er der bare helt lukket? Nu er der svar på nogle af de spørgsmål, mange har savnet svar på. 1. maj offentliggjorde Jens Hansen, ejer af og kok hos Mad og Ro ved Stevns Fyr, at han nu har overtaget nøglerne til restauranten i Rødvig. Han løfter også lidt af sløret for, hvad han kommer til at bruge den til.
"Vi er ved at starte endnu et spisested nemlig Bistro Rødvig. Vi har den seneste tid hjulpet med selskaberne på Harmonien, og nu har vi modtaget nøglerne til tidligere Restaurant Harmonien, hvor vi starter op, når vi har fået finpudset indretning og fået godkendt lokalet", skriver Jens Hansen på Mad&Ros Facebook-side.

Han skriver videre, at bistroen "bliver et sted, hvor familien mødes til madhygge":
"Lette retter, enkelte retter, og torsdag, fredag og søndag er tanken, at der er 'carvary buffet', forskellige forretter, forskellige kødretter med flere forskellige tilbehør og gode sovser - og til slut skal man kunne nyde desserten og ungerne kan få en is".
Sjællandske Nyheder har rakt ud til Jens Hansen for en uddybning af overtagelsen af Harmonien, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen endnu.