Hvem er fremtidens pionerer indenfor medicin? Det spørgsmål forsøgte stort medicinalfirma i Hørsholm at komme en smule nærmere et svar på, da de mandag den 11. oktober havde 150 gymnasieelever på besøg.
- Medicinalfirmaet ALK i Hørsholm inviterede 150 gymnasieelever for at inspirere dem til en karriere inden for naturvidenskab.
- Eleverne kom fra Birkerød Gymnasium, Rungsted Gymnasium og Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.
- ALK står for 40 procent af verdens allergibehandlinger og arbejder med udvikling af allergimedicin.
- Virksomheden indsamler allergener fra naturen for at skabe medicinske ekstrakter til behandling af allergier.
- Arrangementet sigtede mod at vække elevernes interesse for life science-sektoren og potentielt rekruttere fremtidige forskere.
Eleverne fra Rungsted Gymnasium, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) og Birkerød Gymnasium var på besøg i forskerparken på DTU hos allergimedicinalfirmaet ALK.
Under temaet "Fremtidens Lægemiddelpionerer" forsøgte ansatte i ALK at vække en naturvidenskabelig ild i eleverne, som inden for få år skal vælge deres egen karrierevej.

Derfor havde virksomheden sørget for at holde oplæg, svare på spørgsmål og lade eleverne tale med de ansatte.
- Vi forstår, at mange unge er usikre på deres uddannelsesvalg, så vi føler et ansvar for at vise de mange karrieremuligheder, der er her, og håber, at vi kan vække deres interesse, sagde Camilla Bilde fra firmaets Global Marketing-afdeling.
Indsamler gift til medicin
Allergologisk Laboratorium København (ALK) er en allergimedicinproducent med næsten 3.000 ansatte, hvoraf 900 er har daglig gang i hovedkvarteret i DTU Science Park i Hørsholm.
Globalt står virksomheden for 40 procent af alle allergi-behandlinger og arbejder med udvikling, produktion, kvalitetssikring og salg af tabletter, dråber og andre produkter.

Kemiker, ph.d. og global forskningsvidenskabelig kommunikationsansvarlig Jacob Ihlemann fra ALK forklarede om, hvordan virksomheden indsamler græsfrø, birkepollen, husstøvmider og gift fra bier og hvepse for at skabe ekstrakter af allergener, som kan koncentreres i tabletter eller væsker til behandling af allergiske reaktioner.
- Arrangementet giver de studerende mulighed for at opleve, hvor spændende naturvidenskab kan være, og hvordan naturvidenskab kan være en del af en fremtidig karriere. Det giver dem inspiration til at pleje deres passion for dette felt og opmuntrer dem til at forfølge en karriere indenfor allergiforskning, forklarede kemilærer på Birkerød Gymnasium Jacob Jensen.
Håbet var netop, at de kunne plante et frø af nysgerrighed hos gymnasieelever fra Birkerød Gymnasium, Rungsted Gymnasium og NGG omkring den såkaldte life science-sektor.
De ansatte fra ALK pegede på, at de håber at se nogle af de 150 elever komme retur gennem svingdørene en dag.