Turen over Pyrenæerne blev endestationen for storken Birgit, som led en voldsom død.
- Birgit, en stork fra Gundsølille, døde under sin flyvning over Pyrenæerne i sidste uge.
- Fransk politi efterforsker sagen for at sikre, at Birgit ikke blev skudt, da det er ulovligt at skyde storke i Frankrig.
- Lise Mäkelburg fra storkene.dk mener, at Birgit blev spist af en rovfugl, baseret på gps-data.
- Birgit var på vej til det sydlige Frankrig, hvor mange unge storke tilbringer sommeren.
- Birgits lillebror Ole er den eneste tilbageværende gps-mærkede stork fra Gundsølille.
Storken, som er fra reden ved Gundsølille, endte formentlig sine dage i næbet på en rovfugl, lyder analysen på hendes død.
Den 12. april brød Birgit op fra sit vinterhi lige syd øst for Madrid, og i onsdags - den 16. april ved 14-tiden - blev hendes gps registreret lige på den spanske side af grænsen til de vestlige Pyrenæer.
Bare en god time senere blev hun registreret på en telemast på den franske side af de høje bjerge. Og der sluttede rejsen også.
Hos storkene.dk er Lise Mäkelburg ansvarlig for de gps-mærkede storke, og hun er ikke i tvivl om, at Birgit er blevet spist af en rovfugl.
- Vi kan på vores data se, at hun på få sekunder er gået fra en høj højde til at ligge på landjorden. Skulle hun være fløjet ind i nogle elledninger, ville hun ikke kunne falde så hurtigt til jorden. Der er ingen elledninger i området, så den teori tror jeg ikke på. Og der er både havørn og kongeørn i området, så den teori tror jeg mere på. Det er selvfølgelig trist, men det er også et vilkår for en stork at være en del af fødekæden, siger Lisa Mäkelburg.
Læs også
- Stork overnattede i helt ny rede, bliver den, kan den boltre sig i hele Ramsødalen
- Frygter vindmølle: - Storkene kan ikke afkode dem, og så bliver de dræbt
- Årets eneste sjællandske storkeunger har fået navne - og en har gps
- Tre storkeunger er klar til at indtage verden
Efterforskes af politiet
Normalt beder storkene.dk fugleinteresserede i området om at lede efter gps-senderen og dokumentere dødsfaldet. Men ikke i denne sag. Den er nemlig blevet en sag, som fransk politi efterforsker.
- Vi må ikke lede efter Birgit, for fransk politi vil først frem til liget. De vil sikre sig, at hun ikke er blevet skudt, for det er ulovligt at skyde storke i Frankrig. Jeg tænker ikke, det er, hvad der er sket, men vi må bare vente, til fransk politi ikke længere interesserer sig for sagen. Lige nu er meldingen, at de vil have hende obduceret, når de finder hende, fortæller Lisa Mäkelburg.
Da Birgit ikke er kønsmoden, er det usandsynligt, at hun skulle hele vejen til Nordeuropa dette forår.
- Rigtig mange af vores unge storke, som overvintrer i Marokko og Spanien, tager turen op til det sydlige Frankrig og bruger så sommeren der. Det var sandsynligt, at det var det, Birgit var på vej til, siger Lisa Mäkelburg.
Nu er der så kun en stork fra Gundsølille tilbage med gps på. Det er Birgits lillebror Ole, som overvintrede i Marokko og nu er nået til Bordeaux.
I øvrigt lader det til, at der igen i år ikke bliver nogle storkepar på Sjælland, udover Ida og Emil på reden ved Gundsølille. Til gengæld er der flere og flere storkepar i Jylland, og det giver håb om, at de mange tyske og jyske storke ad åre presses til at bosætte sig på Sjælland.