Årets eneste sjællandske storkeunger har fået navne - og en har gps

Vil du følge Oles færden så er der en nem mulighed.

Årets storkekuld fra Gundsølille inklusiv enten mor eller far. Det kan ses ved at storkungerne endnu ikke har røde næb.

Årets storkekuld fra Gundsølille inklusiv enten mor eller far. Det kan ses ved at storkungerne endnu ikke har røde næb.

Foto: Merete Carøe/Storkene.dk

Tre storkeunger er kommet på vingerne på Sjælland i år. De har nu fået navne, og en af dem kan du tilmed følge direkte på mobiltelefonen.

De tre storke er alle fra reden i Gundsølille nord for Roskilde, hvor de fastboende storke Ida og Emil nu kan føje Ole, Oline og Olivia til listen over flyvedygtige unger.

Den Korte Version
  • Tre storkeunger fra Gundsølille nord for Roskilde har fået navnene Ole, Oline og Olivia.
  • Ole er udstyret med en GPS-tracker, som gør det muligt at følge hans færden via appen Animal Tracker.
  • Ole har allerede besøgt steder som Bjæverskov, Trekroner, Ølstykke og Veksø siden 26. juli.
  • Oline og Olivia kan kun følges, hvis deres ringe aflæses af nogen.
  • De tre storkeunger forventes at tage den østlige rute via Tyrkiet og Mellemøsten mod Afrika.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Vi havde ingen unger med O-navne, så det passede rigtig godt, siger Lisa Mäkelburg gps-ansvarlig hos foreningen storkene.dk.

Det er Ole, der har fået æren af en gps-tracker i kuldet.

- Han var størst og stærkest, og det er altid den største unge, der får gps'en på, siger Lisa Mäkelburg.

Og du kan nu følge Oles færden. Det kan du på appen Animal Tracker. Her kan du søge på White Stork, og så dukker der en prik frem på kortet.

- Ved at markerer stjernen er han gemt som favorit. Du kan også finde Birgit fra sidste år, hun bor pt. i Skåne, fortæller hun.

Der er også en søgefunktion i appen og søger man på Ole, så dukker han også op.

Og der er allerede godt gang i Ole, meget mere, end der var i Birgit sidste år. Ole blev aktiv på appen den 26. juli, og siden da har han været så eksotiske steder som Bjæverskov, Trekroner, Ølstykke og Veksø.

- Med den flyveaktivitet han har, så tror jeg ikke, der går lang tid, før han flyver fra redden, formentlig bliver han samlet op af storke fra Sverige, som har påbegyndt turen sydpå, siger Lisa Mäkelburg.

Oline og Olivia kommer ingen rigtig til at kunne følge.

- Dem hører vi kun om igen, når det skulle ske, at nogen får aflæst deres ring, siger Lisa Mäkelburg.

Det er forventningen, at de tre storkeunger vil tage den østlige rute via Tyrkiet og Mellemøsten mod Afrika. Det er typisk den rute, de sjællandske storke flyver.

Selv om bestanden af storke vokser i Jylland, så mangler Sjælland fortsat at opleve, at et storkepar, som trækker sydpå om vinteren, slår sig ned på øen.

Opdatering: Mandag den 12. august tog Ole en gevaldig tur til Ringsted, Sorø og Skælskør inden han stak næsen hjem til reden.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...