Først var der én, så to, og nu stiller der tre op på SF’s liste ved kommunalvalget 18. november i Hørsholm.
Partiets nuværende kommunalbestyrelsesmedlem, Louise Zabel, er genvalgt som spidskandidat, og hun får nemlig følgeskab af et nyt ansigt, nemlig Jan Mauritzen, som nummer to på SF-listen, mens der er gensyn med Ib Tune Olsen, 77 år og tidligere kommunaldirektør i Hørsholm Kommune, der også stillede med Louise Zabel ved kommunalvalget i 2021. Han er valgt som nummer tre på SF’s kandidatliste.
- SF i Hørsholm har tilføjet Jan Mauritzen, en erfaren fagforenings- og boligpolitisk kandidat, til deres liste til kommunalvalget.
- Louise Zabel er genvalgt som spidskandidat, mens Ib Tune Olsen også er på listen som nummer tre.
- Jan Mauritzen ønsker at skabe en by i balance med fokus på bolig-, social- og sundhedspolitik.
- Louise Zabel roser Mauritzens viden om alment boligbyggeri og sociale fællesskaber.
- SFs liste kan udvides med flere kandidater, men kræver godkendelse fra partiets landsledelse, hvis de ikke allerede er medlemmer.
SF-lokalformand Sune Hybert glæder sig over holdet med 45-årige spidskandidat Louise Zabel, som en både synlig, dygtig og meget aktiv lokalpolitiker i Hørsholm kommunalbestyrelse.
SF-listens to'er, Jan Mauritzen, 65 år, har en baggrund i en fagforeningsfamilie, og han stiller op ud fra et ønske om at få en mulighed for at ’være med til at skabe en by i balance, hvor der er forståelse for at bolig-, social- og sundhedspolitik hænger sammen’.
Louise Zabel er begejstrede over at få Jan Mauritzen med på det lille SF-hold.
- Netop Jans enorme viden indenfor alment boligbyggeri, hans sociale fokus på fællesskaber og at sikre ordentlige arbejdsforhold for medarbejdere samt at prioritere blandede boliger, så Hørsholm fastholder den skønne diversitet, der gør byen charmerende, passer perfekt til os i SF, siger Louise Zabel i en pressemeddelelse.
Læs også
Boliger til alle
Jan Mauritzens baggrund i en fagforeningsfamilie med troen på fællesskab og løfte i flok, er noget, han har med som kandidat.
- Denne tro har jeg taget med ind i mit voksenliv. Jeg synes, at vi skal tage ordentlig vare på vore ældre og sørge for, at alle børn får en ordentlig skolegang, også dem med udfordringer såvel socialt som psykisk. Jeg vil gerne have et Hørsholm, hvor vi tager vare på alle. Vi skal have boliger til direktøren, skolelæreren, butiksassistenten, sosu-hjælperen og alle andre, der er med til at gøre en by komplet, siger Jan Mauritzen og fortsætter:
- Ligningen er egentlig simpel, hvis der ikke er plads til de mennesker, der ikke har de højeste lønninger i vores kommune, får vi ikke god ældrepleje, ikke gode skoler, ikke dygtigt personale i vores butikker eller gode børneinstitutioner, for personalet har ikke råd til at bosætte sig hos os.
I følge SFs vedtagne procedurer kan listen suppleres med flere kandidatnavne i løbet af de nærmeste måneder, men er de ikke medlemmer af SF allerede, kræver det godkendelse af partiets landsledelse.