Jeg har i lang tid ikke kunnet slippe tanken om, at mit sjælelige velbefindende (eller mangel på samme) står i direkte forbindelse med min hvedesurdejs tilstand.
Er det surdejen, der fungerer som min sjæls barometer, eller er det omvendt? Det står stadig lidt uklart, men der må være en sammenhæng.
Når jeg for eksempel er ved at koge over af positiv energi og virkelyst, så bobler surdejen i sit glas på køkkenbordet. Det slår aldrig fejl.
Men i takt med at jeg tappes for energi, og jeg begynder at føle mig som en hårdt opvredet karklud, klasker surdejen mere og mere sammen. Den transformeres langsomt, men sikkert til en grå, sammenbidt og forbitret masse.
Sidste sommer var det ved at gå helt galt. Når jeg i forbifarten kastede et forjaget blik på dens faste plads i køleskabet, kunne jeg konstatere, at surdejen havde delt sig i to og nu bestod øverst af en gullig væske og nederst noget gråt og slimet.
Læs også
Så skete miraklet
Den var lige til at smide den ud, alligevel fik den her i ellevte time en sidste chance. Tre dage skulle der til - med et fast ritual.
Hver dag stoppede jeg op i køkkenet, trak vejret helt ned i lungerne, fodrede min surdej med mel og vand og rørte nænsomt rundt, imens jeg så ud på sommersolen.
Så skete miraklet. Det grå og slimede forvandlede sig til en luftig dej fuld af liv. Den sure eddikelugt, som for nogle dage siden havde revet mig i næsen, var forvandlet til en duft af kærnemælk.
Det nye testamente har et blandet forhold til surdej. På den ene side advarer Jesus imod ukritisk at benytte en gammel surdej.
Jeg gætter på, at han for sig ser sådan en gammel, slimet en, som jeg fandt bagerst i køleskabet. Han bruger den som et billede på alt det stillestående og livsfjendtlige, som kan være i et samfund.
Golde regler, principper for princippernes skyld, magten for magtens skyld, religion for religionens skyld. Det kommer der ikke noget godt ud af.
Læs også
Din surdej i livet
På den anden side kan Jesus også finde på at sammenligne Guds rige med en surdej, som bliver sat på bordet og blandet med mel, så det hele bliver gennemsyret og fyldt med boblende liv.
Måske betyder det, at selv det allerældste og allermest forbenede kan vækkes igen. Med lidt kærlighed og tålmodig omsorg kan der opstå nyt liv af det døde.
I virkeligheden mener jeg, at alle bør have en surdej i sit liv. Den kan fortælle os noget.
For eksempel at det nærmest er umuligt at slå den helt ihjel. Man kan mishandle den, være ligeglad og helt glemme den i lange perioder. Men på kort tid og ved den mindste opmærksomhed kan en surdej rejse sig.
Det, som man troede var bundråddent, ventede bare på en lejlighed til at vågne op til nyt liv.
Ja, det må netop være den lektie, som vi kan lære af vores surdej: Det er aldrig for sent at blive forvandlet.