Som præst i Kokkedal har man også en del tjenester i Hørsholm Kirke.
Da jeg i sin tid skulle have en af mine første bisættelser der, ankom jeg i god tid til sakristiet med præstekjolen i en dertil indrettet såkaldt præstekuffert. Men låsen var gået i baglås.
Nu gik tiden pludselig meget hurtigt. Som jeg stod der og baksede, kom jeg til at kigge op på væggen. Kirkens sakristi er et lille rum, hvor præsten inden en tjeneste lige kan samle tankerne.
I Hørsholm er det udsmykket med portrætter af alle de præster, der har gjort tjeneste ved kirken. Det er en imponerende samling.
De forestiller ærværdige og alvorlige præster, alle sammen mænd, indtil Lis Rechendorff.
Som jeg stod der og sloges med kufferten, var det som om, at alle mine forgængere kiggede ned på mig deroppe fra væggen. Og det var som om, at de rystede på hovederne inde i rammerne over deres unge fummelfingrede kollega.
Til sidst fik jeg lirket kjolen ud, men siden har jeg fået for vane at studere de tidligere præster, hver gang jeg er i sakristiet. Måske var de også bare en slags mennesker med både gode og dårlige dage?
Læs også
- Året der gik - 10 højdepunkter: Popstjerne, prinsesse og fodboldstjerne
- Året der gik - 10 højdepunkter - del 2: Folkefest, svindel og ballade
Som del af kæde
Der er mange imponerende personligheder blandt. Provst Dickmeiss, som folk stadig fortæller anekdoter om og som begravede Karen Blixen. Lis Rechendorff, Danmarks kun 10. ordinerede kvindelige præst og den første for Kokkedal menighed. Vincent Lind, modstandsmand og biskop på Fyn – men på billedet er han smilende og nærmest drenget.
Med tiden er det blevet sådan, at jeg ikke længere ser dem som hovedrystende alvorsmænd, der stirrer strengt ned på mig fra væggen, men som led i en lang kæde.
Mennesker, som har været forskellige, men som har delt det at forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Og som har gjort det på deres tids vilkår og faconer.
Ganske ligesom jeg selv forkynder på en måde, som sikkert er tidstypisk på måder, som jeg ikke fuldt ud er klar over. Derfor føler jeg mig selv som en del af den kæde, og det er en kilde til både glæde og ro.
Læs også
Mistet blikket på sig selv
For tiden taler man meget om mistrivsel, især blandt unge. Jeg har en teori om, at mistrivslen til dels skyldes, at mange har mistet blikket på sig selv som en del af en kæde eller en historisk sammenhæng.
Og når man selv er universets centrum, bliver andres (og ens eget) blik på én også utroligt vigtigt. Om det så er levende menneskers eller blikkene på en væg med portrætter.
Men jeg tror, at mennesker er broer. Vi forbinder generationer og kulturer. Hvis vi får øjnene op for det, kan det være, at det kan give en dybere forståelse af vores værdi. Ikke som fejlfri eller perfekte, men som led i noget større, der kan give os mening og retning.
Så måske skulle vi allesammen tage os tid til at stoppe op, kigge op på væggen – eller måske bare rundt på dem, vi deler livet med – og minde os selv om, at vi ikke er alene.