Om få år flytter de fem vikingeskibe, som hele Vikingeskibsmuseets eksistens bygger på, til en ny udstillingsbygning i sikkerhed for havets kræfter og klimaforandringer. Det giver nye muligheder for den gamle vikingeskibshal.
Vikingeskibsmuseet har allerede fået støtte til omfattende analyser af, hvordan man fysisk omdanner Vikingeskibshallen til en del af et nyt museum. Nu har museet fået fem millioner kroner af A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond til over fem år at udvikle indhold og formidling i betonhallen fra 1969.
- Vikingeskibshallens enestående placering på kanten af Roskilde fjord skal skabe rammerne for formidling af et helt nyt maritimt univers. Her vil vi folde fortællinger ud om samspillet mellem mennesket, skibet og havet. Med bevillingen fra A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond kan vi nu begynde arbejdet med at udvikle fantastiske oplevelser for vores gæster i den ikoniske hal, fortæller direktør Tinna Damgård-Sørensen i en pressemeddelelse fra Vikingeskibsmuseet.
Museet mangler dog endnu at rejse penge til selve transformationen af den ikoniske hal, som vil kræve et væsentlig større beløb end de to millioner, Realdania har givet alene til forundersøgelser.
Som en bygning, der i den grad er mærket af nutidens miljøforandringer, kommer Vikingeskibshallen til at fungere som den perfekte ramme til at formidle miljøhistorie gennem værksteder, laboratorier og publikumsaktiviteter.
- Med bevillingen får vi ressourcer til at etablere samarbejder ud af huset, lave brugerinddragende processer, udvikle pilotudstillinger, teste aktiviteter og læringskoncepter, som alt sammen skal hjælpe os til at blive skarpere på, hvordan vi som museum skal formidle vores miljøhistoriske fortællinger om det maritime liv, siger museumsinspektør Louise Henriksen, som er projektleder for formidlingen i det nye museum.