Stor forskel på boligpriser

Der er stor prisforskel på nogle af de boliger, der i øjeblikket er på markedet i Sorø Kommune. 

Foto af liebhaverbolig, der er beliggende lidt uden for Sorø.

Foto af liebhaverbolig, der er beliggende lidt uden for Sorø.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Det er ikke nogen hemmelighed, at du kan få flere kvadratmeter for langt billigere penge i provinsen end i de større byer nær hovedstadsområdet. 

Men det betyder ikke nødvendigvis, at alt er billigt. 

Den Korte Version
  • Boligmarkedet i Sorø Kommune viser stor prisvariation med både dyre og billige boliger til salg.
  • En ejendom på Rødengvej 20 er til salg for 22,5 millioner kroner, med 418 kvadratmeter og 45 hektar grund.
  • I Ruds Vedby kan man købe et hus på 75 kvadratmeter for 395.000 kroner, tæt på hovedgaden.
  • Ejendomsmægler Peter Jæger påpeger, at de dyreste villaer i Sorø normalt koster mellem 7-10 millioner kroner.
  • Sorø byder på gode logistiske forbindelser og flot natur, hvilket øger efterspørgslen og priserne.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

I Sorø Kommune er der boliger til salg i både det billigere leje, men så sandelig også i den helt høje ende. Særligt én af de nuværende boliger på markedet springer i øjnene.

For på Rødengvej 20, der ligger cirka seks kilometer fra Sorø Station, kan et hus til svimlende 22,5 millioner kroner i øjeblikket købes. 

Boligen er fra 1865, men blev ombygget i 2005. Ejendommen er desuden beliggende en times kørsel fra København.

Den kommende ejer af landejendommen får masser af plads at boltre sig på, da boligens areal består af 418 kvadratmeter og hele 10 værelser. Selve grunden er på vilde 45 hektar, så der er nok at holde styr på for dem, der ender med at købe.

Den dyreste villa i Sorø Kommune er beliggende på Næstvedvej og koster 8.500.000 kroner. Grunden er på 15.850 kvadratmeter. Den næsten 100 år gamle ejendom rummer 326 kvadratmeter boligareal og byder på både på orangeri og en lille sø.

Mere spiseligt rent prismæssigt er rækkehuse og lejligheder. Dyreste rækkehus koster 2.6.45.000 kroner, mens dyreste lejlighed kan erhverves for 1.795.000 kroner.

Billige huse i kommunen

Som nævnt er der også billige boliger i Sorø Kommune, og hvis ikke du har et stort økonomisk råderum og er boligsøgende, er det faktisk muligt at gøre sig en bolighandel for under 400.000 kroner.

I Ruds Vedby kan du nemlig lige nu købe et lille hus på 75 kvadratmeter for blot 395.000 kroner. 

Det er beliggende tæt på hovedgaden i byen, og med i købet får du en stor have og et grundareal på 740 kvadratmeter.  

Boligen har græstag og ligger på Rudsgade i Ruds Vedby.
Boligen har græstag og ligger på Rudsgade i Ruds Vedby. Foto: EDC Teis Graver - Dianalund

Dyrest i Sorø

Peter Jæger er ejendomsmægler, og sammen med Teis Graver er han indehaver af EDC Teis Graver - Dianalund. Til Sjællandske Nyheder fortæller han, at boligen til de 22,5 millioner kroner nok skal tages ud af regnestykket i forhold til de generelle priser i kommunen.

- De rigtig pæne villaer, der ligger ned til Sorø Sø, som normalt er de dyreste, ligger jo mellem 7-10 millioner kroner, siger Peter Jæger og fortsætter:

- Hvis man skal højere op, skal det være noget meget specielt, fx en landbrugsejendom med nogle hektar jord til. 

Ejendomsmægleren fortæller, at priserne i kommunen er højest i Sorø, og at det har noget at gøre med de muligheder, byen har at byde på.

- Det er en større by, og der er flere muligheder. Der er også flot natur, og det er nemt logistisk at komme både på motorvej og med tog, så der er mange forskellige ting, der gør, at det er en smule mere attraktivt, hvis man har pengene, og så stiger efterspørgslen, og så stiger priserne, fortæller han.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...